Ugens Aarhushistorie: 150 år med rent vand i hanerne

Billede: Udsigt over Aarhus Vandværk fra den nu forsvundne gasbeholder på Dollerupvej. Fotograf Ernst Christian Skabelund, 1941, Aarhus Stadsarkiv.

Kolera og dødsfald bidrog til anlæggelsen af byens første vandværk

I dag tager vi rindende vand for givet, men vi skal ikke mere end 150 år tilbage, før vandforsyningen til byens borgere var af en mere simpel beskaffenhed. Her var brønde i byejendommenes gårde den primære forsyningskilde til drikkevand. Med forbillede i andre større danske byer måtte Aarhus i midten af 1800-tallet også indse, at tiden var inde til at få etableret en bedre og mere stabil løsning. Byens behov skulle dækkes ved at opføre byens første vandværk.

Forurenet vand gav grobund for koleraepidemi

Aarhus havde i 1861 fået sin første sundhedsvedtægt og sundhedskommission. De spæde trin til en mere sanitært bevidst by var taget, men forholdene var i almindelighed stadig særdeles uhygiejniske. Sundhedsvedtægten anførte, at byens gader og veje skulle fejes tre gange ugentligt, og om nødvendigt skulle rendestenene også rengøres ved skylning. En mere systematiseret form for kloakering var endnu ikke etableret, så det var kun ret primitive tiltag, man tyede til. Det var ikke usædvanligt, at man nøjedes med simple dræn og lappeløsninger på åbne vandledninger med retning mod åen eller strandkanten. Det var derfor intet under at byen ofte blev ramt af sygdomsepidemier.

I 1800-tallet var Aarhus ad flere omgange tynget af mange dødsfald, der ansloges at være forbundet til byens dårlige vandkvalitet. Der var mange huse og gårde i byen, der slet ikke havde adgang til vand, og de husstande, der havde brønde, var ikke nødvendigvis bedre stillet. Flere former for sygdom, og i særdeleshed kolera, havde hjemsøgt navnlig de kvarterer, der havde dårlige muligheder for en ren vandtilførsel. Sygdomme og dødsfald plagede byen i bølger, og udover de tragiske personlige fortællinger var de mange berørte også ganske bekostelige for byen, der måtte bruge adskillige ressourcer på at lokalisere, inddæmme og symptombehandle de ildestedte borgere efter bedste evne.

Koleraepidemier og andre sygdomme gik igen landet over, men forholdene i Aarhus var værre end andre større danske byer, hvor man langt tidligere havde etableret et system af vandledninger. Odense opførte allerede i 1853 et vandværk og havde her helt undgået kolera, og det samme gjorde sig også gældende i Aalborg og København, efter man her fik etableret nye vandværksanlæg. De positive forlydender fra byerne med nye vandværker gjorde indtryk, og i Aarhus besluttede byrådet at tage fat på forberedelserne til et vandværk.  

Bureaukrati og høje omkostninger til nyt vandværk

I 1865 blev en vandværkskomité nedsat, og i 1867 så en færdig plan for et kommende vandværk nær landevejene mod Silkeborg og Viborg dagens lys. Det var hensigten at indtage vand fra Aarhus Å vest for Bryggeriet Ceres og viderepumpe det op på filtre beliggende på et nærmere afmålt terræn. Behovet for adgang til rent og velsmagende vand var stort, og der var bred enighed om, at en moderne vandforsyning skulle etableres. De store udgifter til det planlagte vandværk samt overvejelser af alternative muligheder for vandindvinding og ledningsførelse lod dog til at være bremsende for en hurtig ekspedition af planerne.

Først efter fem lange år med forhandlinger og forsøg på at iværksætte alternativer lykkedes det for Aarhus Byråd i juni 1870 at blive enige om en indstilling, der betød, at det kommende vandværk skulle basere sig på Aarhus Å. Vandværket skulle placeres i første indskæring vest for Bryggeriet Ceres, og den samlede omkostning ved anlæggelsen blev vurderet til godt 146.000 rigsdaler.

Med næsten et halvt års forsinkelse stod byens første vandværk klar den 8. december 1872. Kommunen overtog herefter vandværkets drift, og leverancen af vand til de husstande, der havde valgt at tilslutte sig hovedledningerne, kunne dermed begynde. Det var et stort fremskridt for byens vandforsyning, at vandet kunne fordeles bedre, og at det blev renset godt, og mange af byens sundhedsfarlige brønde blev overflødige og kunne nedlægges.

I kontrast til byens mange primitive brønde blev det nye vandværk spækket med tidens nyeste og mest moderne dampkedler og -maskiner, filtre, pumper, bundfældningsbassiner og højdebeholdere. Til at varetage vandværkets interesse udnævntes stadsingeniør Poul Breineberg Obel til vandinspektør og kobbersmed Birnbaum blev ansat som maskinmester.

Ikke desto mindre oplevede Aarhus i midten af 1870’erne to stærke tyfusepidemier. Rensning af vandet i vandværket skærpedes derfor yderligere med tilføjelse af et fjerde filter i 1878 til de første tre fra 1872.

Billede: Oversigtskort over det første vandværk, ca. 1922. O. Jørgensen. Aarhus Vandværk 1872-1922.

Byen vokser og vandet spredes

Det nævnes ofte, at havnen og jernbanen var væsentlige forudsætninger for byens store vækst fra midten af 1800-tallet, men det skal ikke glemmes, at en god og stabil vandforsyning også bidrog til befolkningens ve og vel i disse årtier. Byen voksede, og behovet for at udvide vandforsyningen til at dække større dele af byen var af stor vigtighed. Aarhus Å vedblev med at være den primære ressource for vandforsyningen i byen helt indtil 1902, hvorefter vandindtagningen skete fra boringer i Stavtrup og Viby, hvorfra der tilkobledes en gravitationsledning af beton til vandværket.

I dag er der ikke mange spor tilbage af det første Aarhus vandværk. I mange år var det Ceres-bryggerierne der optog pladsen, og i dag hvor den tætbebyggede ”Ceres Byen” er opført i området, ligger det tyve etager høje Ceres Panorama og det store VIA University College på stedet, hvor der for 150 år siden lå filtre og bundfældningsbassiner.

Læs mere om den kommunale vandforsyning på AarhusWiki 

Se arkivalier omhandlende den kommunale vandforsyning på AarhusArkivet