Ugens Aarhushistorie: 1800-tallets jødiske aarhusianere: Fra uvelkomment folk til velansete borgere

Billede: Det Mosaiske Troessamfunds Begravelsesplads ved Frederiks Allé. Fotograf Ib Nicolajsen, 2021, Aarhus Stadsarkiv.

Begyndelsen på Det Mosaiske Troessamfund

I 1800-tallet bestod den jødiske minoritet i Aarhus af ganske få individer. Da den var på sit højeste i 1834, rundede antallet af jødiske borgere kun de 53. Selvom Aarhus på dette tidspunkt ikke var den store by, den er i dag, var antallet forholdsvis lavt. I byer som Randers, Horsens, Fredericia og Viborg befandt sig meget større jødiske befolkningsgrupper.

Det lave antal jøder i Aarhus skyldtes blandt andet, at der i byen kunne herske stærke og fjendtlige fordomme mod dem, og bystyret havde ved flere lejligheder forsøgt at undgå selv en mindre indvandring af jøder. Deres ansøgninger om borgerskab mødte stærk modvilje ved magistraten, og de blev afvist i stor udstrækning.

Alligevel skete der i årene omkring 1800 en øget tilgang af jøder, der fik borgerskab i Aarhus. De kom primært fra Fredericia, der havde en driftig, jødisk befolkning, men også fra andre købstæder og fra Tyskland. Blandt de tilflyttende jøder var adskillige succesfulde købmænd, der så småt fik vendt modviljen mod det jødiske folk og givet det et godt omdømme som hæderlige og flittige mennesker.

Fra 1814 fik Danmarks jødiske befolkning bedre betingelser, da Frederik d. 6. udstedte en kongelig anordning, som afskaffede en stor del af lovene, der tillod diskrimination mod jøderne. Desuden forbød anordningen at bruge "jøde" som nedsættende betegnelse og gav jøder frihed til at afholde vielser, gudstjenester og andre religiøse handlinger inden for deres egen tro. Anordningen kom til at markere fundamentet for Det Mosaiske Troessamfund – datidens navn for den jødiske menighed.

De første synagoger

Den første synagoge i Aarhus blev dog oprettet, noget før den kongelige anordning blev udstedt. Det var den jødiske købmand, Philip Meyer Levinssohn, der stod bag, viser undersøgelser af lokalhistorikeren Leif Dehnits. Han fik borgerskab i byen i 1789 og forsøgte herefter aktivt at give den jødiske befolkning mulighed for at praktisere deres religion. Det startede i 1797, hvor han efter alt at dømme sørgede for et badehus ved Aarhus Å, så ortodokse jøder kunne bade i rindende vand for rituel renselse. Derudover indrettede han nogle lokaler i sin gård på Store Torv 8 til et forsamlingssted for byens jøder. Han fik også opført en løvsal, der kunne bruges under den jødiske såkaldte “løvhyttefest”, Sukkot.

I 1803 fik Levinssohn kongens bevilling til at holde synagoge i sin gård, hvormed den første synagoge opstod i Aarhus. Den lå i en sidebygning frem til 1807, hvor Levinssohn solgte sin ejendom og flyttede til København. Man kan formode, at synagogen herefter forsvandt, og at der for en stund slet ikke fandtes en i Aarhus.

Byens næste synagoge blev oprettet i 1810’erne af storkøbmanden Hartvig Philip Rée. Synagogen befandt sig også i sidebygningen på hans gård, der lå i Vestergade 11. Den blev samlingspunkt for Det Mosaiske Troessamfund, og Rée blev den ledende figur blandt den jødiske minoritet i Aarhus. Han var en yderst dygtig og succesfuld forretningsmand, der blev meget vellidt blandt den jødiske såvel som den kristne del af befolkningen. Hans popularitet betød endda, at ikke-jødiske borgere kunne finde på at tage i synagogen, hvor Rée selv stod for gudstjenesterne.

Kantorer og schæchtere

Efter den kongelige anordning gav de danske jøder lov til at udøve deres religion, kunne menigheden i Aarhus få en kantor og schæchter. Opgaverne var samlet hos én person, der som kantor skulle stå for musikken ved gudstjenesterne i synagogen og som schæchter skulle foretage rituelle slagtninger af dyr. Denne særlige slagtning skulle påføre dyrene mindst mulig lidelse og var vigtig, for at dyrets kød blev kosher og kunne spises af folk af jødisk tro.

Den første kantor og schæchter i Aarhus var Levy Meyer, der fik stillingen senest i 1815. Udover at være kantor og schæchter arbejdede Levy Meyer også som musiklærer. Han døde dog allerede i 1826, kun 38 år gammel. Pudsigt nok blev han ikke begravet på Det Mosaiske Troessamfunds Begravelsesplads i Aarhus, men på den jødiske gravplads i Randers.  

Ved sin død efterlod Levy Meyer sig sin hustru, Sara Meyer, med tre uforsørgede børn. Hun blev boende i familiens hjem, der lå på hjørnet af Vestergade og Østre Møllesti. Hun mistede sin søn kun få år senere, men både hun selv og hendes to døtre skulle få lange og tilsyneladende gode liv. Sara Meyer døde i 1857 og blev begravet på Det Mosaiske Troessamfunds Begravelsesplads i nærheden af sin søn.

I sin grav ligger Sara Meyer også tæt på Aarhus’ næste kantor og schæchter, der tilsyneladende overtog hvervet efter hendes mand. Han hed Moritz Meyer, men på trods af de ens efternavne var de ikke beslægtede.

Moritz Meyer var født i Mannheim i 1785 og flyttede til Aarhus på et tidspunkt inden 1834, muligvis allerede omkring 1826, for at overtage Levy Meyers arbejde. Der vides ikke noget om hans første tid i Aarhus, men i 1840 boede han i Klostergade 45, hvor han lejede et sted ved snedkermester Just Meyer. Her boede også femårig, forældreløs dreng ved navn August Theodor Nielsen, der blev forsørget med midler fra fattigvæsnet. Ham tog Moritz Meyer til sig som sin plejesøn, og de flyttede snart i et fælles hjem i Frederiksgade 17, som de også delte med en ung skræddersvend og hans hustru.

Drengen var det tætteste, Moritz Meyer fik på en familie i Aarhus, da han aldrig selv blev gift eller fik børn. De boede dog ikke sammen længe, da August Theodor Nielsen flyttede fra sin plejefar kort før 1850 og fik plads som saddelmagerlærling. Moritz Meyer fortsatte med at bo i Frederiksgade 17, hvor han havde et værelse for sig selv i gårdens baghus. Han døde få år senere den 13. januar 1855, 70 år gammel.

Læs mere om Det Mosaiske Troessamfunds Begravelsesplads på AarhusWiki.

Du kan læse om andre spændende gravminder her.