Ugens Aarhushistorie: Byens gamle teater i Kannikegade var Jyllands første teaterbygning

Billede: Teatret i Kannikegade. På trappen står teaterejer Sophus Birck. Fotograf Edvard Monsrud, ca. 1900, Den Gamle By.

 

Her i september er det 300 år siden, at der for første gang blev sagt danske replikker på en dansk teaterscene. Det skete, da Ludvig Holberg 23. september 1722 slog dørene op for landets første offentlige teater i Lille Grønnegade i København. Begivenheden blev revolutionerende for scenekunstens udvikling i Danmark, og det bliver i år markeret landet over.

Aarhus Stadsarkiv markerer det her i avisen med en artikelserie i tre dele om byens gamle teater i Kannikegade og om teaterkulturen i 1800-tallet. Senere opsætter arkivet skilte ved byens historiske scener.

 

 

På indvielsesaftenen af teatret i Kannikegade var en af tidens favoritter på programmet, nemlig teaterstykket Skumlerne af Kotzebue. I resten af århundredet var teatret i Kannikegade byens hovedscene, og indvielsen var kulmination på årtiers begejstring for teater i Aarhus. Den nye teatermani var blomstret op i hovedstaden i det forrige århundrede. Borgerskabets daglige liv rummede dengang en del fritid og et behov for selskabeligt samvær uden for hjemmets fire vægge. Det førte til, at flere dramatiske selskaber opstod, og her brugte man tiden til at opføre skuespil. Fra hovedstaden spredte fænomenet sig hurtigt til flere af landets provinsbyer.

 

Fra Dramatikken til Polyhymnia

I Aarhus sluttede nogle dramatiske selskaber sig sammen i 1800 og stiftede Det Forenede Dramatiske Selskab – i folkemunde blot kaldt ”Dramatikken”. I de første år blev den daværende rådhussal foran Domkirken benyttet, når der skulle opføres teaterstykker. Men da førstesalen af Løveapoteket på Store Torv blev ledigt, lod apotekeren det indrette til teater- og balsal med plads til 200 tilskuere. Salen kom til at danne ramme om selskabets dramatiske udfoldelser. Her blev amatørskuespil flittigt opført af borgerne selv iført klæder og med genstande, der kunne egne sig som teaterkostumer og rekvisitter.

Inden længe befandt selskabet sig i økonomisk modvind, og som løsning sluttede det sig sammen med Kronprinsens Klub, som var en selskabelig forening. Denne sammenslutning blev med stiftelse i 1815 til selskabet Polyhymnia. Da den ene halvdel af Polyhymnia havde en særlig forkærlighed for teater, herskede der fra start ingen tvivl om, at man ønskede at opføre en egentlig teaterbygning. Efter nøje planlægning og beregninger blev grundstenen lagt i Kannikegade til det, der blev Jyllands første egentlige teaterbygning.

 

Inden for i teatersalen

Teatersalen havde hvidkalkede vægge og plads til 500 tilskuere, men siddepladserne var ikke nummereret. I stedet var man indforstået med, at det fine borgerskab sad i venstre side af salen, mens de mindre fine var til højre. Fornemme yngre købmænd og officerer stod op langs væggen i venstre sidegang. Denne del blev kaldt Løvegården. I midtergangen stod håndværksmestre, og på siddepladserne i højre side af salen sad håndværkssvende og tjenestefolk. I højre sidegang stod gårdskarle og menige soldater. Det blev kaldt smørrebrødssiden, fordi her spiste man sine medbragte håndmadder under mellemakten. I hver side af salen var også en kakkelovn til opvarmning, og senere kom en lysekrone over salen, som kunne hejses op under forestillinger. Teatersalen rummede desuden lidt af et teknisk vidunder. Med en mekanisme kunne gulvet stilles skråt, når der skulle opføres skuespil, og justeres i vandret position, når salen skulle bruges til bal. Selve scenen var oplyst af ikke færre end 40 lampetter og var flankeret af hvide statuer af Thalia og Melpomene – muser for komedie og tragedie.

Det var et fint teater, men Polyhymnia erfarede hurtigt, at det også var et dyrt teater. Teaterbygningen var oprindelig projekteret til 20.000 rigsdaler, men endte med at blive mere end dobbelt så dyrt. Byggesummen kom helt op på 42.000 rigsdaler, og dermed var Polyhymnia i store økonomiske vanskeligheder. Dårlig økonomi fulgte selskabet lang tid efter.

 

Salg og renovering af teatret

Teaterbygningen blev dårligt vedligeholdt, og efter årtier med teater og bal begyndte slitagen at vise sig. Teatrets forfald blev så slemt, at teatersalens lysekrone en aften faldt ned på publikum, da den skulle hejses op mellem to akter. Folk var utilfredse med det slidte interiørs aftagende kvalitet, og efter nogle overvejelser kom Polyhymnia frem til, at der nok kunne blive råd til en smule maling, men ikke til det større, gennemgribende renoveringsarbejde, som teaterbygningen krævede. Selskabet så ikke andre muligheder end at sælge teatret, og i 1851 kom beslutningen om at sælge det til teaterdirektør J.P. Miller, som overtog det året efter.

Som noget af det første indførte Miller nummerering af siddepladserne, og derefter igangsatte han et større renoveringsarbejde. Teatret fik to indgange, nyindrettede garderober og vestibule samt et billetkontor. I selve teatersalen blev gulvet sænket, og salen fik opsat en balkon, så der blev plads til 700 tilskuere. Der var begejstring for den hyggelige og elegante indretning, og en gæst ytrede, at hvis teatret fik gasbelysning, så kunne der ikke være andet at ønske. Dette ønske gik i opfyldelse, da der få år senere blev installeret gas fra byens nye gasværk, og med det kunne Miller beundre sit nyistandsatte teater i gaslysets flammer.

Billede: Teatersalen set mod scenen. Fotograf Hans Andersen Ebbesen, ca. 1900, Den Gamle By.