Gå til hovedindhold

Ugens Aarhushistorie: Fem forbandede år

Påskeferien står snart for døren, og med telefonen i hånden kan du nu tage børnene eller børnebørnene med på en spændende byrundvisning med dig selv som guide. Du får undervejs hjælp af børnene Kirsten og Erik, og sammen skal I bevæge jer rundt i besættelsestidens Aarhus.

  • Læs op

Indhold

    “Fem forbandede år” er en del af byvandringsprojektet “Børnenes Aarhushistorie”, der også byder på andre spændende ruter. De kan findes på appen Opdag Aarhus, der gratis kan downloades, hvor du normalt henter apps. Appen er udviklet af Aarhus Kommune, og indeholder stedsbeskrivelser og byvandringer med både lokalhistorie, kunst og kultur, musik, arkitektur, natur og meget andet for både børn og voksne.

     

    Du får i dag her en lille smagsprøve af ruten ”Fem forbandede år”. Ruten ligger på den gratis app OpdagAarhus, hvor du ved hvert stop kan se billeder og læse en spændende historie om, hvor du står.

     

    Tag på tidsrejse i Aarhus med Opdag Aarhus

    På ruten ”Fem forbandede år” tager børnene Kirsten og Erik dig med på tidsrejse til besættelsestidens Aarhus, så du kan opleve byen, som den var under Anden Verdenskrig (1940-1945). 

    Tyskland har besat Danmark, og i Aarhus er der soldater i gaderne og varemangel i butikkerne. Til tider kommer krigens ødelæggelser også helt tæt på i form af bombeeksplosioner og sabotage. Aarhus er nemlig et vigtigt knudepunkt for de tyske soldater. Mange kalder efterfølgende besættelsestiden for ”de fem forbandede år”. 

    Kirsten og Erik er blevet sendt en tur ned på Aarhus Havn af deres mor. De skal aflevere en madpakke til deres far, der er havnearbejder. Kirsten og Erik tager madpakken under armen og går sammen på opdagelse på havneområdet. 

    Ruten starter ved Badeanstalten Spanien, hvor Kirsten og Erik fortæller om, hvordan badeanstalten bliver brugt af havnearbejdere, der kommer der for at få brusebade. Det har folk nemlig ikke derhjemme, hvor man i stedet vasker sig i baljer. Men havnearbejderne er ofte er så snavsede, at det ikke er nok til, at de bliver rene, og de må derfor tage på badeanstalten for at blive vasket ordentligt.

    Efter de har været ved Spanien, fortsætter Kirsten og Erik rundt på Aarhus’ Sydhavn. De tager blandt andet til Café Jomsborg, hvor mange tyske soldater holder til, på varmestuen, hvor havnearbejderne spiser frokost og drikker en øl dertil, samt forbi Aarhus Oliefabrik, der er blevet bombet af engelske fly. 

    Turens tiende og sidste stop er ved Aarhus Belysningsvæsen, der står for at drive Aarhus’ gas- og elektricitetsværk samt fjernvarmeanlæg i tiden under Besættelsen. De sørger altså blandt andet for, at folk har elektrisk lys derhjemme. Men da Aarhus er mørklagt, må der ikke kunne anes noget lys på gaden om natten. Det er, så bombeflyene ikke kan se byens lys fra luften og bruge det til at navigere efter, så de kan finde det rigtige mål til deres bomber. Da Kirsten og Erik ikke har mørklægningsgardiner derhjemme, må de ikke tænde lyset, uanset hvor mørkt det bliver. Til gengæld kan de sidde inde og lytte til radio, og i en udsendelse fra BBC d. 4. maj 1945 hører de, at Tyskland har overgivet sig og tabt krigen. Danmark er befriet! 

    Billede: Med ruten ”Fem forbandede år” tager børnene Kirsten og Erik dig blandt andet en tur forbi Oliefabrikken, der i 1942 blev ramt af britiske bombefly. Rygterne gik på, at bomberne skyldtes direktørens tyskervenlige holdning, men det viste sig, at de britiske fly havde sigtet efter tyske krigsskibe, der lå i havnen lige i nærheden, men ramt ved siden af. Fotograf Hans Bloch, 1942, Aarhus Stadsarkiv.

     

    Billede: På turen rundt i besættelsestidens Aarhus kommer du med Kirsten og Erik ind i havnearbejdernes varmestue på Mindet. Her sidder en masse havnearbejdere og spiller kort. De arbejdere, der ikke har fået arbejde ved morgenens mønstringstid, bruger dagen i varmestuen. Så er de tæt på mønstringshallen og behøver ikke at gå så langt ved mønstringstiderne. Fotograf Børge Venge, 1960, Aarhus Stadsarkiv.

     

     

     

     

    Sidst opdateret: 22. januar 2024