Ugens Aarhushistorie: Ridehuset blev fredet efter hård borgerkamp

Billede: Ridehusets nordlige gavl med store støbejernsvinduer og flotte murstensdetaljer. Fotograf Ib Nicolajsen, 2015, Aarhus Stadsarkiv.

 

Fredede bygninger i Aarhus

Aarhus rummer mange spændende og bevaringsværdige bygninger. Men en gruppe træder frem. Det er de bygninger, der siden bygningsfredningsloven i 1918 er blevet fredet. I en artikelserie ser Stadsarkivet nærmere på udvalgte fredede huse deres historie og deres særlige kvaliteter. 

 

Prins Frederik Ferdinands Ridehus

Ridehuset er ikke det første ridehus, byen har haft. Allerede tilbage i 1818 fik byen et ridehus opført lidt syd for byen – omtrent hvor Jægergårdsgade i dag munder ud i Spanien/Strandvejen. Ridehuset, der var opført på statens regning, var ca. 40 meter langt og 15 meter bredt og udmærkede sig blandt andet ved en sjælden, tagbærende trækonstruktion. Det var tiltænkt Prins Frederik Ferdinands Dragonregiment – opkaldt efter Arveprins Frederik Ferdinand – der fik fast base i byen i 1819.

Det var dog ikke kun militærformål, som ridehuset blev brugt til. Bygningen var den eneste i byen, der kunne rumme de helt store arrangementer såsom store folkemøder i 1830-40'erne, og valget af byens repræsentanter til Den grundlovgivende Rigsforsamling i 1848 blev også afholdt her. Derudover var bygningen også vært for diverse omrejsende underholdning som i maj 1825, da der blev forevist ”nye physikalske, mekaniske og magnetiske Kunster” afsluttet med ”forskjellige eqvilibriske og gymnastiske Kunster”, eller i december 1833 da Circus Gymnasticus optrådte med ”Liniedands, den høiere Kunstridning, Ballanceerkunster, Saltomortaler, Trampolinspring og Staaltraad-Liniedands uden Balanceerstang”, ligesom arrangøren C. Hoffmann selv optrådte som Herkules.

 

Krenelerede hjørnetårne og udluftningsrosetter

I 1860 blev prins Ferdinands Ridehus afløst af det store, grundmurede ridehus, som vi har i dag. Det blev opført efter tegninger af konduktør H. Jespersen og af murermester H. Lanberg for Krigsministeriets regning. Det imponerende nye ridehus blev opført i historicistisk stil, der var fremherskende i perioden 1850-1910, og som tog udgangspunkt i klassiske europæiske stilarter. På bygningen finder man en masse fine detaljer, som også spillede ind, da bygningen i 1979 blev fredet. Her er store støbejernsvinduer og ventilationsrosetter. Ud over at være smukke, fortæller vinduerne også historien om støbejernets historie, der netop blev introduceret i Danmark i 1850 og muliggjorde store, detaljerede konstruktioner. Også taget, der består af skifer, er typisk for historicistiske bygninger, hvilket især skyldes, at grå walisisk skifer blev billigt i perioden.

Ridehuset indeholder også flere middelalderlige referencer, som hvælvede murstensdetaljer på facaden og krenelerede hjørnetårne, der, om end blot opført som dekorationer, også er med til at understrege bygningens oprindelige militære funktion. Indvendigt er det især tømmerkonstruktionen, der udover at være en konstruktionsmæssig nødvendighed også giver rummet en helt særlig karakter. Allerede i 1869 blev der dog foretaget en forstærkning og sikring af bygningens tagkonstruktion, da man fandt ud af, at den gamle ikke var stabil nok.

 

Tvivlsomme indkvarteringsforhold

Hvor staten havde sørget for det fine nye ridehus, så situationen anderledes ud, når det kom til indkvartering. Det var byens opgave at sørge for, at soldaterne fik tag over hovedet. Dragonerne blev stuvet sammen i private hjem og i interimistiske kaserne som Lewerckhusens kaserne i Mindegade, Grarups kaserne i Mejlgade, Bauditz Kaserne i Søndergade og Nisteds kaserne i en gammel toldbod.

Indtil 1864 var dragonerne byens eneste regiment, men med de Slesvigske Krige blev garnisonen i 1860’erne yderligere forøget og forholdene dermed yderligere forværret. I 1873 var Aarhus Byråd nået til den erkendelse, at grænsen var nået. Erkendelsen kom især efter stærkt pres fra Aarhus Handelsforening og rygter om krigsministeriets overvejelser om at trække militæret ud af Aarhus. Nye kaserner måtte opføres, og i årene 1875-89 blev hele tre store kaserner opført – Rytterikasernen på Vester Allé, Infanterikasernen på Høegh-Guldbergs Gade og Artillerikasernen på Langelandsgade.

 

Fra dragoner til cyklisteskadroner

Rytterikasernen blev ikke overraskende opført ved Ridehuset, og her flyttede 3. Dragonregiment ind i 1870’erne. Ud over Ridehuset var der på kasernen også indkvartering, skolestald, fægtesal, foderloft, kontorer, samlings- og undervisningsrum samt officersboliger. Kasernen var dragonernes hjem indtil 1932, hvor regimentet blev lagt sammen med 5. dragonregiment og under navnet Jyske Dragonregiment blev flyttet til Randers. Kasernen på Vester Allé blev nu indtaget af et panservognskompagni, to cyklisteskadroner og to feltartilleriafdelinger fra 3. Feltartilleriregiment.

Under besættelsen var kasernen ligesom så mange andre af byens ejendomme overtaget af tyskerne, men i juni 1945 rykkede det danske militær atter ind på kasernen. Fra 1950’erne og frem blev flere regimenter flyttet væk fra byen, og 24. september 1969 kunne de sidste soldater fra Nørrejyske Artilleriregiment marchere ud af Vester Allé Kaserne. En æra var slut, og de fleste bygninger på kasernen blev nedrevet – herunder Prins Ferdinands Ridehus, der i 1899 var blevet flyttet og genopført på kaserneområdet. Flere havde ellers kæmpet for en bevaring af det gamle ridehus, men området skulle bruges til noget andet, og en flytning ville være for dyr. Også det store ridehus og Officersbygningens fremtid var usikker. Flere mente, at de store gamle skrumler skulle rives ned, så noget nyt og mere tidssvarende kunne blive opført.

 

Nedrivning eller fredning?

Blandt disse var Aarhus Kommunes stadsarkitekt, Sven Pedersen og flere byrådsmedlemmer. I stedet kunne opføres en ny politistation, en udvidelse af enten rådhuset eller Brobjergskolen, underjordisk city-parkering, en ny brandstation, et kongreshus, et hotel eller et musikhus. Ja, forslagene var mange. Andre var fortalere for bevaring. De gamle bygninger kunne benyttes til sociale gøremål som forsorgsarbejde eller ungdomsaktiviteter.

Beslutningsprocessen trak i langdrag, og i august 1974 kunne der læses i Århus Stiftstidende, at ”Borgernes skepsis over for bystyrets vilje til at gøre noget ved sagen er ved at være på sit højdepunkt.” Selvom den konservative rådmand Olaf P. Christensen udtalte, ”nu er det slut med snak,” og forsikrede stiftens læsere om, at en løsning var på vej, skulle der gå mere end to år, før byrådet ved en afstemning endeligt besluttede, at de to gamle bygninger fik lov til at overleve. Otte byrådsmedlemmer stemte for en nedrivning, mens 20 medlemmer ønskede en bevaring. Bevaringen af Ridehuset blev for alvor stadfæstet i 1979, da bygningen blev fredet.