Ugens Aarhushistorie: Sabotøren, kunstneren og andre “gravminder” på Nordre Kirkegård

Billede: Afsløring af mindestenen for Willy Schmidt. Ukendt fotograf, bragt i Århus Stiftstidende, 10. august 1945.

 

De døde er vores tro følgesvende, når vi går rundt i byen. I hvert fald ligger de mange steder begravet under os, eller deres gravminder står tavse på kirkegårde og glemte begravelsespladser og vidner om deres liv.

Men hvem var de døde, og hvad kan de fortælle os i dag om den tid, de levede i? Har de døde et budskab til os?

De spørgsmål tager Aarhus Stadsarkiv, Aarhus Teater, Den Gamle By, Besættelsesmuseet og Aarhus Domkirke op i en ny podcast- og byvandringsserie med navnet ”Gravminder”. “Gravminder” fortæller historier om spændende, afdøde aarhusianeres liv ved at tage udgangspunkt i de gravsten, monumenter, epitafier og lignende, der er rejst for at mindes dem. I den forbindelse stiller vi i dag skarpt på to af personerne fra ruterne på Nordre Kirkegård.

 

Willy Schmidt: Den første dræbte sabotør i Danmark

Billede: Portræt af Willy Schmidt. Privatfoto, ca. 1940.

Den første historie handler om et af besættelsestidens mest kendte ofre fra Aarhus. Willy Schmidt var leder af en kommunistisk sabotagegruppe og blev som den første danske sabotør dræbt under en aktion. Det skete ud på aftenen den 28. maj 1943, hvor indsatsen var rettet mod et tysk depot i Ole Rømers Gade. Willy Schmidt blev dræbt af skud affyret af sabotagevagten Johannes Christensen, der selv blev dødeligt såret og døde dagen efter.

Både Schmidt og Christensen blev begravet på Nordre Kirkegård, og deres begravelser fik megen offentlig opmærksomhed. 

Den 4. juni skulle Johannes Christensens begravelse finde sted. Fra kapellet blev kisten båret frem til graven af en søn, svigersønner og partikammerater fra lokalafdelingen af det danske nazistparti, DNSAP. Sabotagevagtens to sønner havde begge meldt sig som frivillige i Waffen-SS, men kun den ene var nået hjem til faderens begravelse. Da kisten blev sænket i graven, foregik det med den nationalsocialistiske hilsen med opstrakt højre arm, og den lokale partiformand holdt en tale.

Det nationalsocialistiske fremmøde og nazi-hilsen hen over graven ansporede til, at et tusindtalligt følge sluttede op om Willy Schmidts begravelse dagen efter, Grundlovsdag. Begravelsen foregik fra kapellet kl. 12.30. En velvalgt dag og et velvalgt klokkeslæt. Dengang udløste Grundlovsdag en halv fridag, og derfor fik begravelsen af Willy Schmidt karakter af en demonstration. Da det store følge med kisten var nået frem til graven, holdt hans kæreste, Emilie “Milma” Hansen, en flammende tale for de flere end 3.000 mennesker, der var mødt op. Schmidts død og talens kraft menes at have virket som katalysator for den aarhusianske modstandskamp i tiden fremover.

Johannes Christensens gravsted er for længst sløjfet, men det er en overvejelse værd i fremtiden at bevare den slags gravsteder for stadig at kunne fortælle begge sider af historien.

 

Ruth Schmidt: Livsglæde, kunst og kærlighed

Billede: Ruth Schmidt (f. Jensen) i Molières Scapins Skalkestykker på Aarhus Teater i 1942. Foto: Mundus & Hutzelsider, Aarhus Teaters Arkiv.

På Ruth Schmidts gravsten er et portræt af hende selv som ældre dame med stok. Det er – sammen med korset bag stenen – fremstillet af hendes søn, Troels Schmidt.

Ruth Lissie Schmidt, f. Jensen var skuespillerelev på Aarhus Teater som ung, og det stod ikke i kortene, at hun skulle blive en af landets bedste naivistiske kunstnere. I sæsonen 1948/49 medvirkede hun i flere forestillinger på Aarhus Teater, men stoppede brat teaterkarrieren, da rygtet om hendes forhold til den noget ældre og gifte chefredaktør på Aarhus Stiftstidende, Erik Schmidt, begyndte at brede sig. De blev gift i 1951.

Senere uddannede Ruth Schmidt sig ved Det Jyske Kunstakademi i Aarhus, hvor hun blandt andet var elev af den tyske kunstner Harald Isenstein. Fra sine første arbejder med tekstilskulpturer og kludetæpper udviklede hun et markant talent for naivistiske malerier.

Både tekstilværkerne og malerierne bærer et tydeligt præg af en kunstner med et såvel skarpt som optimistisk og humoristisk syn på menneskene og menneskelivet. Blandt hendes kendteste billeder er en række koloristiske gadelivsbilleder fra hendes rejser til Paris. På billederne ses altid en ældre dame med stok; det er hende selv.

Ruth Schmidts værker er udstillet talrige gange siden 1970’erne, blandt andet på Kunstnernes Sommerudstilling og Påskeudstilling, Den Frie samt en række jyske kunstmuseer og en lang række gallerier i både Danmark og udlandet. Hun var som katolik særligt knyttet til Galleri ved Kirken i Ryesgade i Aarhus ved Skt. Knuds Kirke, hvor der efter hendes død blev lavet en stor mindeudstilling med hendes værker. Hun modtog en dansk og to udenlandske kunstpriser for sit arbejde og var en del af Baggårdsatelieret i Jægergårdsgade.

I hendes hjem brugte hun sine klædeskabslåger som kladdebog. Blandt de notater, hun her havde gjort, var et ønske, som kan stå som et af hendes opnåede livsmål: ”Hold mig nogenlunde omgængelig. Jeg nærer ikke noget ønske om at være en helgen – nogen af dem er svære at holde ud – men et surt gammelt menneske er et af djævelens mesterværker.”

Billede: Gravsten for Ruth Schmidt (f. Jensen), fremstillet af hendes søn, Troels. Foto: Troels Schmidt.

 

Vil du høre podcasten og gå den historiske byvandring?

Find ruterne på app’en OpdagAarhus, der kan downloades gratis, hvor du normalt finder dine apps. Søg efter “Gravminder”, vælg en rute og find første stop, så du kan starte din byvandring. Ruternes historier kan også findes på stadsarkiv.aarhus.dk under Byhistorie, hvor Gravminder ligger som underside. Her ligger også et link til podcasten, der fortæller om dødens og begravelsernes historie i Aarhus og serverer tre historier fra hver rute på et sølvfad for lytteren.