Ugens Aarhushistorie: Teaterkunsten ankom til byen med hestevogn
Det gamle teater i Kannikegade var byens hovedscene det meste af 1800-tallet. Her kunne det aarhusianske borgerskab mødes, når teaterlysten trængte sig på. I begyndelsen var det borgerne selv, som var på scenen, når der skulle opføres skuespil. Det skete på amatørniveau og med begrænset forberedelse. Men inden længe begyndte amatørskuespillet at fylde mindre på programmet.
Billede: Teaterstykket Vildanden af Ibsen opført på teatret i Kannikegade. Ukendt fotograf, ca. 1900, Den Gamle By.
Her i september er det 300 år siden, at der for første gang blev sagt danske replikker på en dansk teaterscene. Det skete, da Ludvig Holberg 23. september 1722 slog dørene op for landets første offentlige teater i Lille Grønnegade i København. Begivenheden blev revolutionerende for scenekunstens udvikling i Danmark, og det bliver i år markeret landet over.
Aarhus Stadsarkiv markerer det her med en artikelserie i tre dele om byens gamle teater i Kannikegade og om teaterkulturen i 1800-tallet. Senere opsætter arkivet skilte ved byens historiske scener.
Læs om Aarhus Teaters store markering af jubilæumsåret
I stedet for amatørskuespillet blev teaterplakaterne præget af rejsende teaterselskaber, som hyppigere var begyndt at lægge vejen forbi byen, og det fik stor betydning for teaterkulturen i 1800-tallets Aarhus. Selskaberne kom langvejs fra, og de opførte teaterforestillinger fra et bredt repertoire. Når de kom til byen, samlede teaterlystne borgere sig i det gamle teater i Kannikegade.
Teaterkunst gennem stormvejr og vinterkulde
De rejsende selskaber anstrængte sig ihærdigt for at bringe teaterkunsten til Aarhus og andre provinsbyer. De kom fra både nær og fjern – ud over de danske selskaber kom flere også fra Tyskland. Rejsen kunne være særlig hård afhængig af årstid og vejr. Hvis turen gik mellem øer og fastland, skete det til søs, og i stormvejr blev sejlturen vanskelig og ekstra langvarig. På landjorden foregik rejsen i vogne på veje, som dengang var elendige. Turen var hård om vinteren, især når den foregik i åbne vogne. På kolde vinterdage måtte skuespillerne låne teaterdirektørens varmeste teaterkostumer for at holde varmen. Når vejret blev for ufremkommeligt, kunne de gøre ophold ved en landevejskro.
Undervejs kom selskaberne ud til alle landets kroge, og intet lokale var for ringe til at danne ramme om teaterkunsten. Lystigt opførte de teaterstykker på kornlofter og i folks stuer, og det skabte stor glæde.
En aften på første række
Når de rejsende selskaber så endelig nåede frem til Aarhus, blev de modtaget med åbne arme. Det var nemlig en stor begivenhed, som blev drøftet længe i forvejen. Det skabte afveksling i hverdagen og pustede nyt liv i den jyske købstad. De gjorde gerne ophold i en længere periode, og skuespillerne blev som regel indlogeret hos private, da hotelophold var en unødvendig udgift. Når ikke de var i færd med at udfolde sig kunstnerisk på teaterscenen, fik de ofte invitationer til socialt samvær i borgerskabets private hjem. Det kunne føre til mange nære forhold mellem teaterfolk og borgere.
En aften med forestilling i teatret i Kannikegade startede i vestibulen. Her var et billetbord stillet op, hvor teaterdirektøren selv sad ved pengekassen og solgte billetter, mens han holdt øje med, at alt forløb, som det nu skulle. Hvis teaterdirektøren kunne se, at der stadig var billetter til overs ved forestillingens start, kunne man slippe lidt billigere ind.
I teatersalen kunne borgerskabet med stor fornøjelse opleve et fyldigt repertoire af dramaer og komedier udført med noget højere ekspertise end det amatørteater, man var vant til. Hvis teaterstykket var udført særlig godt, og en skuespiller havde vundet publikums affekt, samlede de sig efter forestillingen ved skuespillerens logi og holdt en serenade. Sådan en smuk serenade blev holdt til ære for tyske Pauline Lichtenstein i 1836, efter hun havde optrådt i teaterstykket Preciosa. Den samme ære fik spanske Pepita de Oliva i 1861, da 3.000 mennesker var mødt op ved Hotel Royal ved Store Torv. Den spanske danserinde fik en særlig stor beundrer i Aarhus. Engang da hun gæstede byen, mistede hun en sko. Skoen var på mystisk vis endt hos en købmand, som gemte den i en skuffe for eftertiden. Hvordan det var hændt, vidste ingen, og hemmeligheden tog købmanden med sig i graven.
Tidens favoritter
Nogle teaterstykker fik særlig meget opmærksomhed i 1800-tallet. I tiden op til teaterbygningens opførelse var teaterstykker af Kotzebue og Iffland mest populære. Men Oehlenschläger og Holberg kom også til at skabe stor glæde, og af Holbergs komedier blev Jeppe på Bjerget opført flest gange. Mindst lige så efterspurgt var Elverhøj af Heiberg, og når det var på programmet, kom der for alvor gang i billetsalget.
En meget omtalt begivenhed var en helt særlig fremstilling af teaterstykket Gøngehøvdingen, som blev opført på teatret i 1867. Stykket havde været opført på teatret før og blev det mange gange efter. Men denne gang kunne det aarhusianske borgerskab muntre sig over, at det skulle opføres af landboere, der var kommet til byen. Det var et ungdommeligt selskab fra Tovstrup i Dallerup Sogn som skulle optræde, og de fleste havde aldrig set et teater før. Men de var velforberedte. Hjemme i landsbyen havde de nøje øvet stykket og opført det i en lade foran de lokale bønder, og på turen til Aarhus medbragte de selv kulisser og dekorationer og hjemmesyede teaterkostumer. Nysgerrighed gjorde, at forestillingen på teatret i Kannikegade hurtigt blev udsolgt, og så kunne borgerne opleve Gøngehøvdingen med en god jysk dialekt. Stykket var veludført, og replikkerne faldt, som de skulle. Det var en stor succes, og det rejsende selskab fra landsbyen var derfor nødt til at blive i byen og opføre stykket igen.
Billede: Olielamper mangler olie på teatret i Kannikegade. På scenen til højre står teaterdirektør J. P. Miller. Maler Hans Frederik Meyer Visby, ca. 1900, Aarhus Stadsarkiv.