Ugens Aarhushistorie: Vandtårne og pumpestationer blev vartegn for byen

Billede: Kloakpumpestationen i Sydhavnen ved dens opførelse i 1914. Ukendt fotograf, Den Gamle By.

 

Byens husholdninger nød godt af vandtårne og pumpestationer

I midten af 1800-tallet begyndte Aarhus at vokse hurtigt. Fra godt 7.000 indbyggere i 1840 steg antallet af aarhusianere ved århundredeskiftet til flere end 50.000, og derfor var der også behov for, at byens vandværk skulle følge udviklingen gennem flere udvidelser og ombygninger.

I 1898 havde byrådet bevilget penge til et såkaldt artesisk boringsanlæg i Stavtrup. Fra det nye anlæg var det planen at opføre en betonvandledning til byens vandværk ved Silkeborgvej. Med den nye boring sikredes en stabil vandindvinding fra en naturlig grundvandskilde. Artesiske vandboringer fungerede ved, at et tilpas stort tryk fra boringen gav vandet kraft nok til ved egen kraft at gennembryde eventuelle ”vandstandsende lag” for derefter at presse sig op til overfladen – nogle gange med enorm kraft. Det nye anlæg med dertilhørende vandledning stod klar i 1902, og dermed var byen forsynet med grundvand og ikke som tidligere kun med vand fra Aarhus Å.

Med grundvandsboringerne kunne større dele af byen få vand, og for samtidig at fremskynde nedlæggelsen af private brønde blev der iværksat en projektering af vandbeholdere og vandtårne i forskellige geografiske trykzoner, som byen var blevet inddelt i.

 

Vandtårnet ved Randersvej blev vartegn for nordbyen

Den synede af meget ved sin opførelse, den enlige majestæt på Randersvej. Vandtårnet ved Randersvej blev opført i perioden 1906-08 og skulle sikre vandforsyningen til de højtliggende kvarterer på Katrinebjerg og Christiansbjerg. Fra slutningen af oktober 1907 blev der fra det nye tårn leveret et tilfredsstillende vandtryk til nærområdet, og byen var dermed sikret endnu en stabil forsyning, der skulle bidrage positivt til den hastige byudvikling.

Udover sin praktiske funktion blev vandtårnet hurtigt kendt som et mesterligt udført pejlemærke for nordbyen. Vandtårnet blev dog gradvist omringet af mindre bebyggelse op igennem 1900-tallet, og er i dag nærmest pakket ind i et næsten 100 meter højt byggeri. På trods af vandtårnets monumentale skikkelse og prægtige arkitektur syner det ikke længere af så meget sammenlignet med den høje nabobebyggelse. Siden 1980 har vandtårnet ikke haft nogen praktisk funktion for byens vandforsyning, og det er siden hovedsageligt blevet benyttet til undervisningslokaler og kulturelle arrangementer.

Billede: Vandtårnet ved den brostensbelagte Randersvej. Foto af Aage Fredslund Andersen, 1957, Aarhus Stadsarkiv.

 

Kloakvandet skulle pumpes væk fra anlæg i Sydhavnen

Ved skiftet til 1900-tallet var det ikke kun en stabil vandforsyning, der var essentiel i et sanitært øjemed. Der var opstået et øget fokus på spildevand, og det var strengt nødvendigt med en grundig løsning af byens kloakeringsudfordringer.

I takt med at Aarhus voksede, opstod tanken om at lede større mængder spildevand ud i Aarhusbugten. Åen havde siden middelalderen været benyttet til affald og andre efterladenskaber, og flere af byens senere afløb og primitive kloakledninger førte også direkte ud i byens gamle å. Det var uhygiejnisk og uhumsk, og der blev derfor løbende iværksat tilløb til større kloak- og vandafledningssystemer. Af sanitære hensyn skulle overgangen fra latriner til vandklossetter forceres, og Aarhus Kommune optog derfor lån for at finansiere de store anlægsarbejder forbundet til opførelsen af en pumpestation og iværksættelsen af Brolægningsudvalgets nye kloakplan af 1908.

I 1914 opførtes den arkitekttegnede ”Aarhus Kloakpumpestation” for enden af Jægergårdsvej. Ved hjælp af afskærende ledninger blev spildevandet ført videre til centrifugalpumper på pumpestationen, der pumpede spildevandet så langt ud i bugten, at det kunne blive tilstrækkelig spredt og fortyndet.

Indførelsen af rindende vand i flere af byens boliger samt muligheden for at pumpe vandet væk igen medførte en vækst i antallet af solgte vandklosetter. Byens borgere skulle betale en W.C.-afgift til kommunen for benyttelse af vandklosetter, og dette var ikke en ringe forretning for pumpestationen. I kommunens budget for 1914-15 forventedes det, at afgiften ville blive et aktiv for byen, såfremt den blev bibeholdt. Økonomien var også god i vandværket, og de nye anlæg var en succes for borgerne og for kommunen.

 

Åens vand forsvandt i bybilledet

I begyndelsen af 1900-tallet var åens vand ikke længere den primære kilde til byens vandforsyning. I stedet havde grundvandsboringer og betonledninger ført rent vand frem til byens borgere, som kunne tappe det fra hanen i deres egne boliger, hvis de vel at mærke havde tilkøbt en opkobling på ledningsnettet.

Aarhus Å havde ikke helt udspillet sin rolle, da der til stadighed blev pumpet vand ind til større industri såsom Aarhus Oliemølle og Elektricitetsværket. Åen var dog alligevel begyndt at blive betragtet som lidt af en hæmsko, og tanken om at overdække Aarhus Å havde i flere årtier floreret i byen. Lugtgener og forurenet vand og ikke mindst tanken om lettere adgang for tung trafik til havnen betød, at de luftige tanker forvandledes til et reelt politisk emne. Den tidligere så vigtige å i det centrale Aarhus blev i første omgang overdækket fra Frederiks Bro til Christians Bro i 1932-33. De efterfølgende to årtier blev resten af åens strækning mod Mindet overdækket, og vandet forsvandt ud af syne i den indre by. For en stund.

 

Udvidelse efter udvidelse

Flere vandindvindingsanlæg blev sat i drift i 1940’erne, hvor Constantinsborg, Åbo og et nyt vandværk ved Stavtrup supplerede et i 1932 opført vandværk i Marselisborg. Der var på dette tidspunkt i byen ikke frygt for at løbe tør for vand, men med et forbrug af vand, der var mangedoblet i de første årtier af århundredet, var der behov for konstant at afsøge muligheder for at udbygge forsyningen. Der blev derfor ofte foretaget prøveboringer rundt om i kommunen. Flere steder på landet trak man nemlig stadig vand op fra gårdbrønde som primære vandforsyninger i 1940’erne og 1950’erne. Udviklingen inden for vandindvinding gik dog hurtigt, og inden for få årtier var næsten alle landområder tilkoblet et lokalt vandværk. I Aarhus blev der i årene efter krigen udarbejdet en fuldstændig dispositionsplan for regnvand, spildevand og renseværker, som skulle sørge for at bringe forholdene i orden, hvor de endnu haltede.