Gå til hovedindhold

Nyt på AarhusArkivet

AarhusArkivet er Stadsarkivets arkivportal på nettet.
Her kan du se registreringer af tusindvis af arkivalier, der omfatter alt fra små private fotosamlinger til det store kommunearkiv.
AarhusArkivet bliver løbende opdateret, og herunder kan du se, hvad der er blevet lagt online den seneste månedstid.

  • Læs op

Indhold

    En farverig festuge

    Farvefotografier skannet fra dias fra festugen i 1969 taget af Flemming Møller Jensen. Billederne tager os med til det stort anlagte Festival Show med blandt andre Hermansens Wild West og koncert med Dave Dee på Aarhus Stadion samt gadefest i Skolegade.

    Fotograf (øverste billede) Flemming Møller Jensen, 1969, Aarhus Stadsarkiv.

     

    Fotografier fra 2019

    En samling fotos fra 2019 taget af Phillip Fangel. Billederne er især fra områder i Aarhus under omdannelse. Der er bl.a. billeder af nybyggeri på Aarhus Ø, område vest for Lystrupvej v. Arresøvej samt Vejlby v. Tranekærvej og Nordlandsvej. Der er også nyere billeder af nogle af Aarhus ældre gader f.eks Paradisgade, Volden m.m.”

    Fotograf Phillip Fangel, 2019, Aarhus Stadsarkiv

     

    Arkivet efter indremissionær og grundlægger af Unge Hjems Højskole, Hans Munck

    Hans Munck var missionær med tilknytning til Indre Mission, modstandmand og grundlægger af Unge Hjem Skole i Aarhus.

    I 1948 kom Hans Munck til Aarhus, da han sammen med familien overtog driften af Missionshuset Carmel i Nørre Allé. Sideløbende hermed arbejdede Hans Munck med den såkaldte Unge Hjem-bevægelse. Unge Hjem var en folkekirkelig bevægelse, der støtter unge familier. Bevægelsen grundlagdes 1939 i form af lokalt arbejde blandt unge voksne i Esbjerg på initiativ af indremissionær Hans Munck og kordegn Chr. Rasmussen. I 1952 blev Unge Hjem en landsbevægelse, og i 1959 havde bevægelsen mere end 200.000 medlemmer.

    Munck ville gerne bygge en højskole med grundlag i værdierne fra Unge Hjem-bevægelsen, og med hjælp fra bl.a. finansminister Viggo Kampmann lykkedes det at finde finansiering til at købe et areal i Skåde Bakker syd for Aarhus. Skolen tilbød specialkursus for dem der ville forberede sig til sygeplejeskolen, et fire-måneders højskolekursus, og som den første højskole i Danmark blev der også udbudt sommerkurser på otte og 14 dage. Hans og Anna Munck var forstanderpar i 16 år. De stoppede 1. sept. 1976. Kun en måned senere døde Hans Munck ganske pludseligt. Unge Hjems Højskole blev omdannet til efterskole i 1978, og da Unge Hjem bevægelsen blev nedlagt i 2012, skiftede skolen navn til Aarhus Efterskole.

     

     

    Aarhus Kommunes Fattigvæsen

    I arkivet efter Aarhus Kommunes Fattigvæsen kan man finde et større udvalg af protokoller, fortegnelser, journalsager, emnesager og korrespondancer. Der er ugentlige arbejdsrapporter og specifikationer over arbejde udført på Fattiggården, protokoller over fremmedes ophold på gården og ugeberetninger fra fattigvæsenets inspektionskontor. I materialet finder man desuden fortegnelser over indkøb og salg af inventar og beklædning samt protokoller over udleveret tøj. Der er sager vedr. almindelig understøttelse, alderdomsunderstøttelse, enkeunderstøttelse, invalideunderstøttelse, aldersrentesager og materiale vedr. De Gamles Hjem. Under sager vedr. sygdom finder man sygesager, lægejournaler og journaler over patienter på sygestuen. I arkivet er også børnesager, herunder sager vedr. plejebørn, børn født udenfor ægteskabet samt fortegnelser over børnefødsler opdelt efter, om mødrene er fra en anden kommune, eller om børnene er født i en anden kommune, mens mødrene har hjemsted i Aarhus. Som indgang til fattigvæsenets arkiv findes også en fortegnelse over noget af arkivet. Materiale fra Aarhus Kommunes Fattigvæsen kan søges frem via AarhusArkivet.

      

    Magistratens 2. afdeling

    Nyt materiale fra Magistratens 2. afdeling kan nu bestilles til gennemsyn på vores læsesal via AarhusArkivet. Herunder finder man b.la. materiale fra Naturforvaltningen og Juridisk-Teknisk Kontor. Der er materiale om de finske træhuse opført i Finnebyen, en større mængde journalsager vedr. køb og salg af ejendomme inddelt efter bydele, ejendomssager for forstæder og omegnskommuner fra før kommunesammenlægningen og andre sager som omhandler selve kommunesammenlægningen. I arkivet finder man planer og korrespondance vedr. Aarhus-Randers jernbane og sager vedr. Hammelbanens arealer. Arkivet indeholder også kort og tegninger. Der er gamle Danmarkskort, Byggekort fra 1960’erne og 1970’erne og kort vedr. et Marselisborg projekt fra 1896-98. Under tegningsmateriale finder man bl.a. bygningstegninger vedr. FDBs fabrikker i Viby og fra Stadsingeniørens Kontor er en redegørelse for planerne om en ny hovedgade fra Sønder Alle til Nørreport med tilhørende tegningsmateriale. Som indgang til noget af tegningsmaterialet findes en tegningsoversigt. Under Naturforvaltningen finder man bl.a. mødereferater fra skovfogedmøder og en samling med billeder fra forvaltningen. Sammen er det et udvalg af, hvad der findes i arkivet, og materialet kan søges frem via AarhusArkivet.

     

    Stadsarkitektens Kontor

    Tegninger, kort og meget andet materiale fra Stadsarkitektens Kontor kan nu søges frem på AarhusArkivet. Heri finder man bl.a. bygnings- og arealtegninger for Varna Palæet, Thors Mølle, Skovfogedboligen i Risskov, Friheden og Blommehaven. Der er kort og tegninger for Artillerikasernen, Infanterikasernen, Aarhus Skibsværft og Kapellet på Vestre Kirkegård. Noget materiale omhandler arkitektkonkurrencen for Aarhus Rådhus med tegninger og skitser angående Søndre Kirkegårds omdannelse i forbindelse med Rådhusparkens etablering. Desuden indeholder arkivet en større mængde byplankort inddelt efter tegningsnummer, noget materiale vedr. landsbymiljøundersøgelser fra 1970’erne og noget om forslag til byvåben. Alt dette er blot et begrænset udvalg af, hvad arkivet fra Stadsarkitektens Kontor indeholder. Materialet kan bestilles via AarhusArkivet til gennemsyn på vores læsesal.

     

    Stadsingeniørens Kontor

    Nyt materiale fra Stadsingeniørens Kontor kan nu søges frem på AarhusArkivet og bestilles til gennemsyn på vores læsesal. Heri finder man sager vedr. Brabrandstien omkring dens etablering, mens diverse andre sager omhandler de tidligere forstads- og omegnskommuner i forbindelse med kommunesammenlægningen. Arkivet indeholder desuden en større mængde planer, tegninger og kort, herunder situationsplaner og kort over Landsudstillingen 1909, en projektskitse for den nye Hovedgade og diverse planer for karréer i byen. Der er planer for udformningen af Vester Allé Kaserne, og tegninger vedr. den forrige rådhus og politistation med arrest og tinghus. Som indgang til kort og tegninger er kortplansoversigter. De mange tegninger og andet materiale kan nu bestilles til vores læsesal via AarhusArkivet.

     

    Aarhus Kommunale Værker

    Aarhus Kommunale Værker havde i mange år ansvar for byens forsyning med gas, el, vand og varme, og nyt materiale derfra er nu tilgængeligt på AarhusArkivet. Når man dykker ned i arkivet, finder man bl.a. materiale der omhandler Aarhus Elektricitetsværks udvidelse og sager vedr. dets forhold med Elektricitetsselskabet ARKE. Desuden er der materiale om byens badeanstalter, og noget om foranstaltninger mod sabotage under krigen. Som noget særligt er et tegningsarkiv med installationsdiagrammer og bygningstegninger for adskillige bygninger i Aarhus fra 1900’erne til 1970’erne. I tegningsarkivet er f.eks. tegninger for Aarhus Oliefrabrik og Kommunehospitalet. Som indgang til tegningerne er tegningsarkivets kartotek. Materialet kan bestilles via AarhusArkivet til gennemsyn på vores læsesal.

     

    Aarhus Belysningsvæsen

    Aarhus Belysningsvæsens arkiv er nu søgebart på AarhusArkivet. Belysningsvæsenet stod i mange år for byens belysning og administrerede Aarhus Gasværk og Aarhus Elektricitetsværk. Mens materialet i overvejende grad omhandler drift og økonomi, findes der indimellem også andre emnesager. Arkivet indeholder bl.a. kontrakterne for kommunens køb af Aarhus Gasværk i 1880, og om Aarhus Elektricitetsværk finder man tekniske tegninger og andet materiale vedr. værkets opførelse og senere ombygning. Dertil er sager vedr. værkets understationer med tilsynsprotokoller for transformerstationer, mens der er andet materiale relateret til Elektricitetsselskabet ARKE og Gudenåcentralen. Der er sager vedr. byens elektrificering med planer og kort som viser forsyning af byens forskellige områder. Desuden er der noget om skader pga. sabotage under krigen. Tilsammen er det et mindre udvalg af, hvad der findes, når man dykker ned i arkivet. Materialet kan tilgås via AarhusArkivet.

     

     

    Landmandshotellet og karneval

    Over 74 billeder har Solveig Kjeldsen dokumenteret det tidligere Landmandshotel i Vestergade, andre bygninger i Vestergade samt 1980’ernes farverige karneval.

     Fotograf Solveig Kjeldsen, Ca. 1985, Aarhus Stadsarkiv.

     

    Syg og sund i Aarhus

    Over 1.100 billeder fra Århus Stiftstidendes arkiv ligger nu klar på AarhusArkivet. Billederne stammer fra kategorien Sygdom og sundhed 1970-2000, og lidt over 200 udvalgte billeder fra kategorien er digitaliseret. Billederne tager dig både forbi byens nu forsvundne hospitaler og sygehuse og gennem emner som AIDS, yoga og tandlæger.

    Fotograf Jens-Kristian Søgaard, 1983, Aarhus Stadsarkiv

     

    Landsbymiljø i 1970’erne

    Lidt over 300 gård- og husbilleder fra blandt andet Kolt, Hørret og Borum kan nu ses på AarhusArkivet. Billederne stammer fra en stor landsbymiljørapport, der blev udført for kommunen i 1970'erne. Rapporten er omfattende, og AarhusArkivet vil over det næste stykke tid løbende blive opdateret med flere spændende billederne fra kommunens mange landsbyer og forstæder.

    Fotograf Jens Kjeldsen, 1976, Aarhus Stadsarkiv.

     

     

    Sidst opdateret: 18. januar 2024