Gå til hovedindhold

Historien om Aarhus og Salling får et digitalt løft

Med en donation på 450.000 kr. fra Købmand Ferdinand Sallings Mindefond får Aarhus Stadsarkiv friske kræfter til at arbejde videre med historien om Aarhus og Salling. Det sker med projektet ARVEN og SALLING ARKIVET – endnu et kapital i fortællingen om Salling og Aarhus.

  • Læs op

Indhold

    Billede: Sallings facade set fra hjørnet af Søndergade og Østergade. Facaden er pyntet med blomster i anledningen af Sallings 50 års jubilæum. Fotograf Børge Venge, 1956, Aarhus Stadsarkiv.

     

    Salling Stormagasins historie går tilbage til 1906. Da åbnede Frederik Ferdinand Salling sin butik ”Aarhus ny kontante Manufakturforretning” på Søndergade 34. I butikken arbejdede Salling selv samt en kommis og en dame ved kassen. Eventyret tog fart, da Salling i 1916 flyttede forretningen over på den anden side af gaden. Her ligger den endnu, men i dag som et moderne stormagasin, der især blev skabt, da sønnen, Herman Salling, i 1946 trådte ind i virksomheden, som med tiden blev til nutidens Salling Group, som i dag  er Danmarks største dagligvarekoncern.

    "Historien om Salling er tæt forbundet med historien om Aarhus. Salling og ikke mindst Salling Fondene bidrager løbende aktivt til at udvikle og forbedre Aarhus. Jeg er stolt og taknemmelige over, at vi med denne flotte donation kan sikre væsentlige kapitler i vores bys historie,” siger rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad.

    Billede: Interiørbillede fra Salling i 1930'erne. Forrest ses Sallings stifter, Ferdinand Salling. Hammerschmidt Foto, 1934, Aarhus Stadsarkiv.

     

    Salling Fondene støtter projekter og initiativer, som gør hverdagen bedre. Derfor er det en stor glæde at kunne støtte op om Stadsarkivets projekt ARVEN og SALLING ARKIVET, der bidrager til at bevare og dele vores historie samt føre det ind i den digitale tidsalder," udtaler Karin Salling, næstformand for Købmand Ferdinand Sallings Mindefond.

    Støtten bliver givet til at samle billeder og fortællinger fra medarbejdere og kunder i Salling. Men også til at udbygge Aarhusarkivet.dk, så der kan skabes særlige hjemmesider ved at importere indhold fra stadsarkivet.

    Stadsarkivar Søren Bitsch Christensen er taknemmelig for støtten. ”Det er i sig selv fantastisk, at Aarhus Stadsarkiv kan fortælle historien om Salling, fordi virksomheden og fru Karin Salling har overdraget deres historiske dokumenter til os. Nu får vi endnu bedre muligheder for at fortælle historien digitalt og vedkommende.”

    ”Det er meget løfterigt, at Købmand Ferdinand Sallings Mindefond støtter det digitale udviklingsarbejde. Det betyder, at vi kan gå i gang med at skabe særlige arkiver for andre. I første omgang gælder det Aarhus Teaters digitale arkiv. Derefter tager vi fat på Aarhus Gymnastikforening af 1880. På længere sigt kan listen blive endnu længere. Det handler i sidste ende om at fortælle historien om Aarhus og lægge en hånd under den evigt løbende diskussion om byens fællesskaber og identitet,” siger stadsarkivar Søren Bitch Christensen

    Billede: Generalprøve på Prinsessen på ærten inden Teatrets åbning og allerførste forestilling. Fotograf B.A. Thun, 1900, Aarhus Teater.

     

    Billede: Ungdomssvømmere fra AGF i Badeanstalten Spanien. Fotograf Aage Fredslund Andersen, ca. 1935. Aarhus Stadsarkiv.

     

    Kontakt:

    Stadsarkivar Søren Bitsch Christensen sbch@aarhus.dk

    Sidst opdateret: 26. april 2024