Gå til hovedindhold

Ugens Aarhushistorie: Koncerterne var punkernes samlingspunkt

Punken slog for alvor igennem i Danmark omkring 1977, da Sods (senere Sort Sol) kommer frem på den københavnske scene. I Aarhus følger man tæt trop, og mange vil huske Kliché og Lost Kids som en del af den nye og spændende punkbølge. Men punk var ikke blot de to bands. Det var et utal af andre musikgrupper, arrangører, initiativtagere og hele miljøet omkring musikken. Punken var kommet til Aarhus, og med sin fandenivoldskhed satte den et markant aftryk på byens musikscene det næste årti.

  • Læs op

Indhold

    Billede: Jan Jet (Jan Nielsen) og Pussi Punk (Kate Svanholm) fra Lost Kids under punkkoncert i Aarhus. Fotograf: Dan Damm Sørensen, ca. 1980, Aarhus Stadsarkiv.

     

    Punk i HUSET

    Et af stederne, som flittigt lagde hus til den nye musik og miljøet, som rejste sig heraf, var Huset (i dag VoxHall). Det var i Husets lokaler, den senere legendariske punk-festival blev udlevet første gang i 1978. På plakaten var førnævnte Lost Kids og Kliché samt Slim og Dream Police fra Aarhus. Derudover spillede også Sods, Brats og No Knox fra København. Aarhus-grupperne fik scenen om torsdagen, og København-grupperne fik scenen om fredagen.

    Festivalen havde oprindeligt ikke noget særligt navn, men blev efterfølgende kendt som Pære Punk-festival, eftersom den blev grundlag for den legendariske opsamlingsplade Pære Punk, som udkom det efterfølgende år. Den var, udover Sods’ Minutes To Go, den første fuldlængdes punkplade i Danmark. Huset var et af de steder, som omfavnede punkmusikken og punkmiljøet i stedet for at udelukke det. Punkkoncerterne var ikke velkomne flere steder i byen, særligt ikke efter den såkaldte Staklade Massakre i 1980. Men i Huset afvikledes der adskillige punkarrangementer igennem 1980’erne, hvad end det gjaldt større enkeltkoncerter med for eksempel Black Flag, eller årlige punkfestivaler.

    En af de festivaler, som opnåede en større succes og anerkendelse i Huset, var Monody Festival. Festivalen blev indledt i 1981, her blot under navnet Punk ’81. I 1982 blev festivalen omdøbt til Monody. Det var en to-dagsfestival med både danske og internationale kunstnere på programmet, og særligt lokale bands var stærkt repræsenteret på festivalen – for eksempel bands som Crap, War of Destruction og The Zero Point. Til festivalen kom publikum fra hele Danmark, men den tiltrak også gæster fra udlandet, særligt fra Tyskland. Monody Festivalen havde sin gang i Huset frem til 1987, hvor den for sidste gang blev afviklet – desværre under større optøjer, angiveligt blandt særligt nogle af de tyske punkere.

     

    Opgang 2

    Et andet signifikant mødested for byens punkere var ungdomsklubben på Vester Allé, Opgang 2. Antallet af unge punkere i byen steg i takt med, at særligt den britiske punk kom til byens pladeforretninger, samt da de første danske punkbands vandt indpas på den danske musikscene. Det betød, at også helt unge aarhusianere begyndte at finde et miljø i punken – enten om musikken eller udtrykket. Ungdomsklubben i Officersbygningen på Vester Allé begyndte fra slutningen af 70’erne så småt at blive ”overtaget” af disse unge punkere fra at have været et samlingspunkt for beat og hippier førhen. Her var der blevet etableret øvelokaler, så udover at man kunne mødes og socialisere, kunne man også her have base med sit band eller måske endda danne nye bands. Det var også en af grundene til, at flere af byens punkmusikere spillede på kryds og tværs af forskellige grupper.

     

    10’er punk

    I 1980 var der sparsomt med plads til punkmusikken på den aarhusianske scene. Derfor fik Mariane Malfet, som var en del af grupperne Gylle og Slim, etableret en aftale med Jazzhus Tagskægget, som jo nok ellers var et noget ukonventionelt sted til punk. Her fik punkerne scenen til rådighed til et nyt punkarrangement, som blev døbt 10’er punk. Konceptet var enkelt – det kostede 10 kroner, uanset hvor mange bands der var på plakaten. Arrangementet blev, så vidt muligt, afviklet fast om mandagen, og her kunne mange af de aarhusianske punkbands komme og spille – til stor fornøjelse for hele punkmiljøet. Samme år lukkede Tagskægget dog, men arrangementet nåede at få en stor betydning for de aarhusianske udøvende punkmusikere, da de pludseligt havde et sted at samles, uanset om man var en del af punkmiljøet i Tilst, Højbjerg eller andre dele af byen.

    Det er også værd at nævne Fronthuset i Mejlgade som et samlingspunkt for byens punkere. Her afvikledes der også adskillige punkarrangementer med lokale bands som Gylle, Circumcision, Normals og mange flere på programmet.

     

    Læs mere om punkens aarhushistorie på AarhusWiki

    Se arkivalier omhandler punk på AarhusArkivet

     

     

     

    Sidst opdateret: 31. januar 2024