WAVE – kulturmiljøer ved vandet
Sammen med seks europæiske partnere deltager Aarhus Stadsarkiv i det EU-finansierede projekt WaVE. Projektet hører under EU’s Interreg-program der arbejder for et øget samarbejde på tværs af EU’s landegrænser.
WaVE er en forkortelse for “Water-linked heritage Valorization by developing an Ecosystemic approach”, og lægger, via et interregionalt samarbejde, op til en styrkelse af lokale og regionale politikker igennem en nytænkning af værdier relateret til kulturarv ved vand.
Det samlede projekt er blevet tildelt € 1.27 mio. af ERDF (European Regional Development Fund).
Kulturarv ved vand i Aarhus
Aarhusbugtens klima og miljø havde i tidernes morgen en vital betydning for de mennesker der valgte at bosætte sig nær den østjyske kyststrækning. Forholdene omkring åens udmunding var gunstige og fordelagtige for en mere permanent bosættelse.
Byens opståen og udvikling har sidenhen været ganske naturligt forbundet til den geografiske beliggenhed nær vandet. 700-tallets vikingeby Aros lå ved både bugt og å, og datidens indbyggere efterlod sig tydelige infrastrukturelle spor der siden har formet grundtrækkene til den moderne storby vi kender i dag. Vandet har kontinuerligt spillet en vigtig rolle for byens borgere, og med etableringen af en større industrihavn var skæbnen mellem by og vand endnu en gang forseglet.
Byudviklingen i Aarhus tager i disse år hastige skridt, og flere kulturmiljøer der bør betegnes som kulturarv risikerer at blive glemt i fremskridtets navn. Det er særligt områderne omkring den industrielle havn (Mindet, Mellemarmen og Kornpieren), å-strækningen til Brabrand Sø samt den arkitektoniske helhed i bebyggelserne på den historiske kyststrækning fra Skovvejen i nord til Strandvejen i syd, der er i fokus. Disse områder er, som helheder i et kulturmiljøperspektiv, relativt udokumenterede i kommunens politikker.
Udover at belyse en nytænkning ifm. bevaring og beskyttelse af de udvalgte kulturarvsområder, ønsker alle deltagende partnere, at projektet også medvirker til regional fremgang og vækst.
Viden igennem partnerskabet
Partnerskabet har det tilfælles, at de alle er beliggende i geografiske områder som er historisk forbundne til vand. Disse områder indeholder i dag forskellige former for kulturarv, som helt eller delvist har behov for at blive dokumenteret, så der i fremtidens byudvikling kan tages højde for værdierne forbundet til den vandrelaterede kulturarv.
Igennem vidensdeling, innovative fremgangsmåder og case erfaringer fra partnerskabsnetværket vil WaVE-projektet danne grundlag for at revidere og styrke allerede eksisterende politiske værktøjer i en kulturarvs kontekst.
Aarhus Stadsarkiv er ikke en planlægningsmyndighed, men vi er tæt på borgerne og på den historiske dokumentation. Det vil vi gerne drage fordel af.
Projektets varighed: 36 måneder. Afsluttet juli 2022.
Nyhedsbreve
[PDF] Nyhedsbrev nr. 5 (februar 2022)
[PDF] Newsletter no. 5 (february 2022)
[PDF] Nyhedsbrev nr. 4 (juni 2021)
[PDF] Newsletter no. 4 (june 2021)
[PDF] Nyhedsbrev nr. 3 (december 2020)
[PDF] Newsletter no. 3 (december 2020)
[PDF] Nyhedsbrev nr. 2 (maj/juni 2020)
[PDF] Newsletter no. 2 (may/june 2020)
[PDF] Nyhedsbrev nr. 1 (november/december 2019)
[PDF] Newsletter no. 1 (november/december 2019)
Øvrige dokumenter
[PDF] Arkitektfagligt bidrag til WaVE projektet v. Lars Bock