Gå til hovedindhold

Ugens Aarhushistorie: Solbjerg Kommune blev kun syv år gammel

Solbjerg Kommune er den sydligste af de sognekommuner, der indgik i den store kommunesammenlægning i 1970. Kommunen er også den med den korteste historie; den nåede nemlig kun at blive syv år gammel, inden den ophørte som selvstændig kommune.

  • Læs op

Indhold

    Billede: I 1962 var familien Jacobsen fra Ask i Astrup-Tulstrup-Hvilsted Kommune de glade vindere af Aarhus Amtstidendes lotteri. Præmien var et nyt gaskomfur, der skulle erstatte familiens gamle brændeovnskomfur. Fotograf Jørn Timm, Aarhus Stadsarkiv.

     

    Kommunen

    Solbjerg Kommune blev oprettet i 1963 ved en sammenlægning af Astrup-Tulstrup-Hvilsted Kommune og Tiset Kommune.

    Astrup-Tulstrup-Hvilsted Kommune blev dannet i 1842. Kommunens areal var på 2949 hektarer, og befolkningstallet lå i 1850 på 1368. I 1960 – tre år inden sammenlægningen til Solbjerg Kommune – var tallet faldet til 1347 indbyggere.

    Tiset Kommune var fra 1842-1868 en del af Viby-Tiset Kommune, men fra 1868-1963 var det en selvstændig kommune med et areal på 1788 hektarer. I 1850 lå indbyggertallet i sognet på 908, mens det i 1960 var steget til 1024.

    Kommunerne på landet blev i starten ledet af et sogneforstanderskab, hvor den lokale sognepræst automatisk var medlem. Resten af medlemmerne, som talte mellem 4 og 9 medlemmer, blev valgt af sognets mandlige beboere over 25 år, og med mindst én tønde hartkorn. Sogneforstanderskabets ansvarsområder var fattig-, skole-, og vejvæsen. Fra 1868 blev sogneforstanderskabet afløst af sognerådet, og det fik nu også ansvaret for den økonomiske forvaltning.

     

    Geografien

    Solbjerg Kommune var den sydligste sognekommune, der i 1970 kom til at indgå i Aarhus Kommune. Kommunen havde et areal på 5671 hektar og var omgivet af kommunerne Beder-Malling, Mårslet, Holme-Tranbjerg og Ormslev-Kolt, der i dag alle er en del af Aarhus Kommune. Derudover var Solbjerg Kommune også omgivet af kommunerne Hørning, Fruering-Vitved, Hylke og Odder. Ved Kommunalreformen i 1970 forblev Hørning en selvstændig kommune, mens sognene Hylke og Fruering blev lagt under Skanderborg Kommune, og Vitved Sogn blev delt mellem Skanderborg Kommune og Aarhus Kommune.

    I det område, der udgjorde Solbjerg Kommune, findes forskellige typer landskaber. Astrup Sogn er præget af en dyb, bred tunneldal omkranset af et bakket moræneplateau. Morænelandskabet fortsætter i Hvilsted og Tulstrup sogne, der geografisk er en del af en større randmoræne, og også Tiset Sogn er præget af den bakkede, lermuldede morænejord. Endelig grænsede kommunen op til Solbjerg Sø.

     

    Udviklingen før 1900-tallet

    Gammel Solbjerg, der ligger lidt nordvest for Solbjerg, har eksisteret som en lille landsby siden middelalderen. Oprindeligt lå en lille kirke i landsbyen, men den forsvandt engang før reformationen i 1536.

    I Astrup-Tulstrup-Hvilsted Kommune fandtes der blandt andet flere andelsmejerier og et større antal gårde, herunder den gamle hovedgård Østergård fra 1447 og Rantzausgave, der også er fra 1400-tallet. I 1869 blev Ask Højskole oprettet, og fokus var blandt andet på at udbrede dansk kultur gennem undervisning i modersmålet, historie, dannelse og landbrug. Højskolen måtte lukke i 2005 på grund af konkurs.

    Ligesom i Astrup-Tulstrup-Hvilsted Kommune var de fleste indbyggere i Tiset beskæftiget inden for landbrug, og der var flere store gårde i kommunen; heriblandt Ingerslevgård og Tandergård. Kommunen rummede også både andelsmejeri, og ølbryggeri.

    Modsat mange af de andre sognekommuner, der i 1970 indgik i kommunesammenlægningen, fandtes der ikke nogen stationsbyer i det område, der i 1963 kom til at udgøre Solbjerg Kommune.

     

    Udviklingen efter 1900-tallet

    Ny Solbjerg, som i dag blot hedder Solbjerg, har ikke mange år på bagen, og kan i 2021 fejre 150-års jubilæum. Selv om Solbjerg er en ung by, udviklede den sig på kort tid til at blive hovedbyen i området.

    Der var flere ting, som i slutningen af 1950’erne og starten af 1960’erne banede vejen for, at Solbjerg Kommune blev en realitet 1. april 1963. Astrup-Tulstrup-Hvilsted Kommune og Tiset Kommune havde tilsammen otte mindre skoler, og der var ønske om i stedet at bygge en storskole for området. De to kommuner havde en stort set ensartet økonomi, hvilket gjorde en sammenlægningen forholdsvis gnidningsfri. Da Solbjerg samtidigt lå midt på kommunegrænsen mellem de to kommuner og var områdets største by, blev det nye kommunekontor opført her. Det på trods af at byen Solbjerg som den eneste af de sognekommuner, der indgik i storkommunen Aarhus i 1970, ikke havde sit eget sogn. Kommunen nåede kun at fungere i syv år, inden den i 1970 blev lagt ind under Aarhus Kommune.

     

    Kort: Kortet viser, hvor kommunegrænsen gik i 1969 inden den store kommunesammenlægning. Kilde: http://digdag.dk/

     

    Aarhus Stadsarkiv sætter i en artikelserie fokus på de gamle oplandskommuner rundt om Aarhus. Baggrunden er, at Aarhus Byråd har nedsat et Oplandsudvalg. Det skal komme med gode råd til at forstærke båndene mellem Aarhus og oplandets bysamfund, både kulturelt, transportmæssigt og politisk. Samtidig er det i år 50 år siden, at de mange sognekommuner i oplandet og Aarhus Købstad blev lagt sammen til Aarhus Kommune. I artikelserien vil vi fortælle træk fra de gamle sognekommuners historie og dermed fortælle historien om de mange stærke lokalsamfund, der er en del af Aarhus Kommune.

     

    Vil du vide mere om dit lokalområdes historie?

    Kontakt Solbjerg og Omegns Lokalhistoriske Arkiv på hjemmesiden http://www.egnsarkivetsolbjerg.dk/.  

    Læs mere om Solbjerg Kommune på AarhusWiki her: https://aarhuswiki.dk/wiki/Solbjerg_Kommune.

    Vil du virkelig gå i dybden? Læs de gamle sognekommuners forhandlingsprotokoller helt tilbage fra 1842 på www.retrodigitalisering.dk.

    Se Solbjerg Kommunes arkiv her: https://www.aarhusarkivet.dk/search?collectors=110325

     

     

    Sidst opdateret: 8. november 2023