Ugens Aarhushistorie: Folkeregisteret bliver 100 år

Billede: Rationeringskort udleveres på folkeregisteret på Rådhuset under Anden Verdenskrig. Ukendt fotograf, 1944, Aarhus Stadsarkiv.

Den 14. marts 1924 stemte medlemmer af Rigsdagen for vedtagelse af loven om folkeregistre, hvorfor vi her i november kan fejre Aarhus Folkeregisters 100-års fødselsdag.  Som med alting var der en god grund til at folkeregisteret blev indført, der for 100 år siden. Forud var gået en tid, hvor udviklingen både inden- og udenfor landets grænser, gjorde det nødvendigt at have en pålidelig registrering af den danske befolkning.

Rationering under Første Verdenskrig

Behovet for at registrere borgerne i Danmark var ikke ny. Gennem århundrede havde den danske folkekirke haft en væsentlig opgave med at registrerede dåb, konfirmation, vielser og dødsfald, og det havde hidtil været et tilstrækkeligt grundlag frem til kanten af 1900-tallet.

Men nye tider pressede sig på. Befolkningens flyttemønstre skiftede og flere søgte fra landet mod byen. Samtidig fik kommunerne flere og flere opgaver, som gjorde at behovet for en samlet, effektiv og central registrering af befolkningen nødvendig.

Den hidtidige registrering kom især til kort under Første Verdenskrig, hvor der blev indført varerationering. Kommunerne havde svært at uddele den rette mængde rationeringsmærker til borgerne, da man ikke havde et tilstrækkeligt overblik over, hvor mange borgere der boede i hver enkelt husstand, og hvor de boede henne.

Resultatet var, at der i 1916 blev udført midlertidige såkaldte mandstællinger for at give myndighederne det nødvendige overblik til at udstede rationeringsmærkerne. Det blev herefter kun registrerede borgere, der kunne få del i krigens velfærdsordninger. Herefter indførtes der registreringspligt ved flytning, og dette betød, at borgere, der bosatte sig i en kommune straks måtte informere kommunalbestyrelsen med en anmodning om at blive optaget i mandsregistret, hvis de ønskede at få del i rationeringsmærker. Den midlertidige beslutning om registreringspligt lettede myndighedernes opgavemængde, og skabte et spirende ønske om et egentligt folkeregister, der kunne give myndighederne et præcist billede af befolkningen.

Fattighjælp og grundlovsrevision

Udbetaling af offentlige ydelser og skatteinddrivelse var i det hele taget en udfordring at holde styr på uden en egentlig folkeregistrering. For hvilken kommune skulle yde fattighjælp eller betale for ophold på fattiggården, hvis det ikke lå klar, hvor borgeren – eller fattiglemmet som omtalen var dengang – havde bopæl. Og skatteinddrivelse havde samme udfordring, specielt når folk flyttede fra en kommune til en anden var registreringspligten afgørende.

Også opstillingen af valglister var en udfordring uden en grundig folkeregistrering – især efter Grundloven af 1915, hvor den almindelige og lige valgret blev indført bl.a. med stemmeret til kvinder. Nu var det ikke længere nok at kende adressen på manden i huset – nu skulle alle husstandsmedlemmer over 25 år have mulighed for at stemme.

Et folkeregister kunne også være med til at afhjælpe det problem, at alt for mange mænd, som var udlagt barnefader - de såkaldte ”alimentanter” - alt for let kunne gemme sig og slippe uden om de økonomiske forpligtelser, de havde over for deres børns mødre eller fraskilte koner.

Forarbejdet

Regeringen nedsatte i 1920 Folkeregisterkommissionen, der skulle undersøge muligheden for at oprette et folkeregister. Kommissionens tanke var, at et folkeregister skulle være en grundpille for hele den offentlige administration. Et folkeregister skulle kort sagt indeholde alle relevante oplysninger om den enkelte borger, der havde betydning for administration af de til enhver tid gældende love.

Familieoverhovedet – ofte manden – fik et stamkort, hvor resten af familien blev registreret som bipersoner. Stamkortet indeholdt oplysninger om adresse, navn, køn, stilling, adresse, ægteskabelig stilling, samt stilling i husstanden, men også oplysninger om forhold som medførte tab af stemmeret og valgbarhed ex. hvis borgeren havde været straffet, umyndiggørelse eller er gået konkurs.

Billede: I mange år holdt folkeregisteret i Aarhus til i den i dag nedrevne ejendom på Knudrisgade 3-5. Fotograf Poul Pedersen, 1986, Aarhus Stadsarkiv.

Folkeregisteret i Aarhus

Der var overvejelser om, det var kirken, politiet eller kommunerne, som skulle drive folkeregistrene, men valget faldt på kommunerne, som havde den største nærhed til borgerne.

I Aarhus Byråds diskuterede man, hvordan man skulle gribe den nye opgave. Det var tydeligt, at politikerne var usikre på, hvad opgaven ville kræve af ressourcer og kompetencer, og ikke mindst hvor meget det ville koste kommunekassen. Man fandt ro i at placere den ved det kommunale skattekontor, som havde til huse på Mejlgade 2, der i dag er en del af Aarhus Katedralskole.

Valget var ikke tilfældigt. Skatteinspektøren var vellidt blandt byrådspolitikerne, og folkeregisteropgaven lå tæt op ad dem, som skatteforvaltningen i forvejen arbejdede med. Og så sparede man jo pengene til en ny chef og oprettelsen af et nyt kontor. Byrådet ville desuden i første omgang ikke lægge sig fast på noget løntillæg eller ekstra honorar til skatteinspektøren – på trods af den store ekstraopgave. Opgaven måtte igangsættes, og så skulle det vurderes, hvor meget han kunne få.   

Embedsmændene fik travlt. Første store opgave var den store nationale folketælling, der fandt sted umiddelbart efter folkeregisterets åbning i november 1924. Denne tælling kom til at lægge grundlag for folkeregisterets data fremover. Hver person i alle husstande skulle oplyse navn, fødselsdato, fødested, ægteskabelig stilling, stilling i husstanden, erhverv, arbejdssted, statsborgerforhold, trossamfund og adresse i 1923. Oplysningerne blev møjsommeligt indført på lister. Side op og side ned for hver adresse i byen. Det var et hestearbejde. Efterfølgende blev oplysninger ført over på de egentlige folkeregisterkort med manden som hovedperson og resten af husstanden som bipersoner.

Med de grundliggende registreringer på plads, handlede det efterfølgende om at holde registeret ajour. Derfor havde alle borgere meldepligt for flytninger til folkeregisteret, men de nye regler krævede tilvænning, og i løbet af folkeregisterets første leveår fik 3.500 aarhusianere en bøde på 10 kr. (knap 350 kr. i dag) for manglende indmelding af flytning.

Gennem årene voksede folkeregisterets opgaver, og da en ny verdenskrig ramte verden og Danmark blev besat i 1940 blev registerets medarbejdere for alvor udfordret. Det kan du læse mere om i næste artikel fra Stadsarkivet.

Læs mere om Aarhus Folkeregister på AarhusWiki

Se arkivalier omhandlende Aarhus Folkeregister på AarhusArkivet