Gå til hovedindhold

Jul for 80 år siden

Julegaver, julemusik, julemad, juletræer og julefester; julen er en tid med mange traditioner, men især i år må mange være kreative for at holde traditionerne i hævd. Stadsarkivet har været en tur i billedarkivet og fundet billeder fra nogle af de juletraditioner, der fandtes i Aarhus for 80 år siden.

  • Læs op

Indhold

    Julemusik og nisseorkestre

    Bevæbnet med indsamlingsbøsser og instrumenter drog FDF’s nisseorkester rundt i de julepyntede gader på den sidste søndag inden jul i 1937. Her er orkestret nået til toppen af M.P. Bruuns Gade med Sct. Pauls Kirke i baggrunden. Bruuns Gade var i 1931 den første gade i byen, hvor de forretningsdrivende gik sammen om at ophænge granguirlander. Grundet sporvognsnettet kunne granguirlanderne dog ikke hænges på tværs af vejen, men måtte hænges langs vejen.

    Ukendt fotograf, bragt i Århus Stiftstidende, 20. december 1937, Aarhus Stadsarkiv.

     

    Julegåsen kommer i hus

    I første halvdel af 1800-tallet begyndte gåsen at blive borgerskabets foretrukne julemiddag, mens anden, der også blev kaldt fattigmandsgåsen, ofte var på bordet i arbejderhjem. Langt op i 1900-tallet var det ved bageren, at julegæssene blev tilberedt, da de færreste havde en ovn stor nok til de store fjerkræ. Gæssene blev ofte købt på torvet som her ved Bispetorvet, hvor udvalget af julegæs stadig var stort tre dage før jul i 1939.

    Ukendt fotograf, bragt i Århus Stiftstidende, 21. december 1939, Aarhus Stadsarkiv.

     

    Betænksomme julegaver

    Frode, Henning, Bent, Børge og Vagner havde i 1944, altså under krigen, sammen stiftet Absalonsgades Drengeklub, der havde det formål at lave julegaver til byens fattige børn. Det hjemmelavede legetøj blev afleveret til Århus Stiftstidende i Kannikegade som en del af Stiftstidendes årlige juleindsamling til fordel for byens mindre bemidlede borgere.

    Ukendt fotograf, bragt i Århus Stiftstidende, 21. december 1944, Aarhus Stadsarkiv.

     

    Julefest for de ældre

    I 1941 blev der afholdt julefester for beboerne i aldersrenteboligerne på Skovvangsvej. For at få plads til alle afdelingens beboer måtte festen afholdes over tre omgange. Til hver af festerne blev der, på trods af krigens rationering, skænket rigtig kaffe og uddelt chokolade, mens skuespillerægteparret Per Buckhøj og Henny Lindorff stod for underholdningen.

    Ukendt fotograf, bragt i Århus Stiftstidende, 16. december 1941, Aarhus Stadsarkiv.

     

    Store og små juletræer

    Juletræet blev som regel indkøbt på byens torve, men i 1941 kunne det også købes nede fra kajen ved Toldboden. Her havde en skude lastet med 600 grantræer fra plantager på Djursland lagt til kaj i begyndelsen af december. I første halvdel af 1900-tallet blev det mere og mere udbredt for almindelige aarhusianere at have eget juletræ. I de små, fyldte hjem stod juletræet dog ofte i en potte på et bord.

    Ukendt fotograf, bragt i Århus Stiftstidende, 5. december 1941, Aarhus Stadsarkiv.

     

    Sidst opdateret: 23. januar 2024