Gå til hovedindhold

Ugens Aarhushistorie: Gartnere og landmænd blev uddannet i Beder-Malling Kommune

Selvom sognene Beder og Malling gennem tiden har delt både præster og kommunefællesskab, har der også fundet en rivalisering sted mellem de to. Til sammen har sognene ellers det hele: smuk natur, hvide sandstrande med sommerhusområder, stationsbyer og store parcelhuskvarterer.

  • Læs op

Indhold

    Billede: Beder Gartner- og Havebrugsskole var sammen med Malling Landbrugsskole med til at præge udviklingen i Beder-Malling Kommune. Her fremviser nogle af skolens elever en blomstersol til den årlige blomsterudstillinger, der blev afholdt i september. Fotograf Børge Venge, ca. 1955, Aarhus Stadsarkiv.

     

    Kommunen

    I 1842 blev Beder-Malling Kommune dannet som en sognekommune bestående af Beder Sogn og Malling Sogn. Kommunen blev ledet af et sogneforstanderskab, hvor den lokale sognepræst automatisk var medlem. Resten udgjordes af mellem 4 og 9 medlemmer, blev valgt af sognets mandlige beboere over 25 år, og med mindst én tønde hartkorn. Sogneforstanderskabets ansvarsområder var fattig-, skole-, og vejvæsen. Fra 1868 blev sogneforstanderskabet afløst af sognerådet, og man fik nu også ansvaret for den økonomiske forvaltning. I 1970 ophørte Beder-Malling med at være en selvstændig kommune, da den indgik i en større kommunesammenlægning og blev lagt ind under Aarhus Kommune.

     

    Geografien

    Beder-Malling Kommune lå forud for kommunesammenlægning i 1970 omgivet af kommunerne Mårslet, Solbjerg (oprettet i 1963) og Saksild-Nølev, der kom under Odder Kommune. I kommunen lå byerne Beder, Seldrup, Fulden, Over Fløjstrup i Beder Sogn og Malling, Vormstrup, Krekær, Pedholt, Storenor, Lillenor, Ajstrup, Neder Fløjstrup, Synnedrup, Elmose og Norsminde i Malling Sogn.

    Kommunens areal var på 3624 hektar, der er præget af et stærkt kuperet bakkelandsskab med frugtbar morænejord. Mod øst ligger kyststrækningen mod Kattegat og i den nordøstlige del af kommunen ligger Fløjstrup Skov. Kommunens sydøstlige grænser bliver markeret af Norsminde Fjord. Det bakkede landskab og mange bevarede ejendomme er med til at give især det nordlige område et idyllisk udseende, og området omkring Fulden er i dag fredet under navnet Fulden-fredningen både i forhold til natur, stendiger og ejendomme.

     

    Udviklingen før 1900-tallet

    Langt de fleste af kommunens indbyggere har, siden de første bebyggelser blev etableret i 1100-tallet, været beskæftiget inden for landbruget – enten på egen gård, som husmænd for lokale gårdmænd eller senere som daglejere ved hovedgårdene Vilhelmsborg eller Moesgård, der lå i nabokommunen Mårslet. Andre fandt også arbejde som skovarbejdere. I 1767 var de fleste gårde i de to sogne fæstegårde under baroniet Vilhelmsborg, der også ejede både Beder og Malling Kirke. Dermed ejede herremanden på Vilhelmsborg, baron Güldencrone, praktisk talt både Mårslet, Beder og Malling sogne.

    I 1884 kom jernbanen både til Beder og Malling, da kommunen finansierede anlæggelsen af de to stationsbygninger. Malling udviklede sig hurtigt til en klassisk stationsby med et driftigt miljø omkring den nyopførte stationsbygning, og der blev etableret flere større industrier.

    I Beder gik udviklingen langsommere. Beder fik også en handelsgade, men den udviklede sig på landevejen ind mod Aarhus, separat fra stationsbygningen, og samtidigt var industrierne i Beder færre og mindre. Måske grundet de to byers forskellig udvikling har der historisk set fundet en rivalisering sted mellem Beder og Malling.

     

    Udviklingen efter 1900-tallet

    I 1889 var både Beder Gartner- og Havebrugsskole og Malling Landbrugsskole blevet oprettet. De to skoler startede beskedent op, men kom op gennem 1900-tallet til at få stor betydning for egnen, både fagligt og socialt. Her var åbne foredrag, teater, og eleverne kom med tiden fra hele Jylland. I 1999 fusionerede de to skoler under navnet Dansk Center for Jordbrugsuddannelse og i 2008 blev de yderligere fusioneret med Vejlby Landbrugsskole under navnet Jordbrugets UddannelsesCenter Århus

    Fra 1914 og frem til 1960’erne var udviklingen i kommunen langsom, men fra slut-60’erne og frem kom der nyt liv til kommunen. Parcelhuskvarterer skød frem, og især Beder oplevede en stor vækst i indbyggertallet. I 1955 boede der 695 mennesker i Beder – 15 år senere boede her 2.023, og i 1990 var Beder oppe på 4.120 indbyggere. Udviklingen bragte nye typer bebyggelse til kommunen, og i 1968/69 blev Beder Butikscenter indviet. Nybebyggelse kom der også langs Ajstrup og Mariendal Strand, hvor der blev opført en bred bræmme af sommerhuse. De første sommerhuse var blevet opført fra sidst i 1930erne, og fra 1960’erne og frem fik sommerhusbyggeriet et boom. 

    Odderbanen, der før havde bragt udviklingen til især Malling, gjorde, at de nye parcelhusejere havde nemmere ved at bo i Beder eller Malling og arbejde inde i byen. Dermed er mange jobs forsvundet fra området, og mange af forretningerne har måttet dreje nøglen om. Odderbanen blev nedlagt i august 2016 for at ombygge banestrækningen til Letbanen, der åbnede den 25. august 2018.

    Kort: Kortet viser, hvor kommunegrænsen gik i 1969 inden den store kommunesammenlægning. Kilde: http://digdag.dk/

     

    Aarhus Stadsarkiv sætter i en artikelserie fokus på de gamle oplandskommuner rundt om Aarhus. Baggrunden er, at Aarhus Byråd har nedsat et Oplandsudvalg. Det skal komme med gode råd til at forstærke båndene mellem Aarhus og oplandets bysamfund, både kulturelt, transportmæssigt og politisk. Samtidig er det i år 50 år siden, at de mange sognekommuner i oplandet og Aarhus Købstad blev lagt sammen til Aarhus Kommune. I artikelserien vil vi fortælle træk fra de gamle sognekommuners historie og dermed fortælle historien om de mange stærke lokalsamfund, der er en del af Aarhus Kommune.

     

    Vil du vide mere om dit lokalområdes historie?

    Kontakt Beder-Mallings Egnsarkiv på hjemmesiden https://bedermallingarkiv.dk/.

    Læs mere om Beder-Malling Kommune på AarhusWiki her: https://aarhuswiki.dk/wiki/Beder-Malling_Kommune.

    Se kommunearkivet for Beder-Malling Kommune her: https://www.aarhusarkivet.dk/search?collectors=110316 

    Vil du virkelig gå i dybden? Læs de gamle sognekommuners forhandlingsprotokoller helt tilbage fra 1842 på www.retrodigitalisering.dk.

     

     

    Sidst opdateret: 8. november 2023