Ugens Aarhushistorie: Bilerne kørte igennem Lisbjerg, men udviklingen gik uden om
I dag er Lisbjerg en mindre forstad til Aarhus, men engang var den hjemsted for en af vikingetidens stormænd. En ny udstilling, udviklet af Bystrategi, Teknik og Miljø, tager dig med på rejsen fra Lisbjergs ældste historie som en lille vandrelandsby til en gennemfartsby.
Billede: Borgmester Bernhardt Jensen i 1966 med en profetisk pegefinger på Lisbjerg som perspektivområde. Perspektivet forduftede dog, efterhånden som andre arealer tættere på byen ligeledes blev indlemmet i Kommunen. Foto: Børge Venge 1966. Aarhus Stadsarkiv.
Hvad har samlet Lisbjerg gennem tiden? Dette spørgsmål er udgangspunktet for en ny kultur- og lokalhistorisk udstilling udarbejdet af Teknik og Miljø i samarbejde med Aarhus Stadsarkiv og Moesgård Museum. Udstillingen opstilles i Lisbjerg Infohus og fortæller historien om det tidligste Lisbjerg op til i dag. Udstillingen åbner d. 24. maj kl. 14, og alle er inviteret til åbningen, hvor Moesgård Museum og Aarhus Stadsarkiv deltager med forskellige indslag, mens Bystrategi tænder op i grillen.
Fakta:
Åbningsdato: 24/5/2024 kl. 14-17:30
Placering: Lisbjerg Infohus.
Adresse: Elmehøjen 21, 8200 Aarhus N.
Gratis adgang i åbningstider.
Bilerne bragte stilstand
I 1849 blev Randersvej anlagt, og selv om den nye landevej skar Lisbjerg over i to, blev den også katalysator for en driftig udvikling af den gamle landsby. Nye erhverv som andelsmejeri, købmandsforretning og kro kom til landsbyen. Indbyggertallet steg, mens de eksisterende landbrug nød godt af de forbedrede afsætningsmuligheder, og flere gårde fik opført nye store stuehuse; endda i to plan og med store haveanlæg til.
Ironisk nok blev landevejen i midten af 1900-tallet den primære årsag til,at udviklingen i Lisbjerg alligevel endte med at gå i i stå. Hvor bilismen inden 2. verdenskrig havde været forbeholdt de få, og bilerne mest var blevet anvendt til fornøjelse end til transport og pendling, så billedet helt anderledes ud i 1950’erne. Bilerne var blevet hurtigere, vejbelægningen bedre og vejtræerne fældet, så bilerne susede nu i høj fart lige igennem den gamle landsbykerne.
Lisbjerg var blevet en gennemfartsby. Selv busstoppestedet blev flyttet væk fra landsbymidten af hensyn til trafikkens gennemløb, mens de mange tidligere tilstødende stikveje øst og vest for Randersvej, også blev indskrænket af samme hensyn.
I mange andre forstæder til Aarhus skød store parcelhuskvarter frem, men i Lisbjerg blev der kunne bygget meget lidt nyt. En tankstation kom her dog i 1955, og den blev efterhånden det eneste sted, som de mange bilister gjorde holdt ved. Den havde til gengæld kronede dage og blev på mange måder byens nye samlingspunkt – det var bare ikke lisbjerggenserne selv, der samledes her.
Nye vinde
Da velfærdssamfundet begyndte at tage form op i 1960’erne, stod det hurtigt klart, at små kommuner såsom Hasle-Skejby-Lisbjerg Sognekommune, ikke magtede de mange nye opgaver, som det offentlige blev ansvarlige for. Samtidigt frygtede Aarhus Købstadskommune, der omvendt havde en velfungerende offentlig administration, stagnation, da kommunen manglede arealer til nybyggerier og fremtidig udvikling. Arealerne fandtes imidlertid i omegnskommunerne, og på den måde blev købstæderne og omegnen på ny afhængige af hinanden i velfærdssamfundets udviklingsperiode
Foranlediget af borgmester Bernhardt Jensen, Aarhus, blev der igangsat en offensiv strategi, der skulle sikre Aarhus Kommunes kommende udviklingsarealer. Planerne blev som regel mødt med rask skepsis fra de lokale sogneråd, der frygtede, at lokalsamfundene ville blive tromlet af den store kommunes administration og politik. Det samme gjorde sig gældende i Lisbjerg, der allerede fra 1950’erne var blevet udpeget som et potentielt såkaldt ”perspektivområde” for den voksende storbys formodede bymæssige vækst.
Til trods for en sejlivet lokal modstand i Hasle Sogneråd blev Lisbjerg og Skejby allerede i 1962 officielt indlemmet i Aarhus Købstadskommune. Arealerne syd for Lisbjerg blev udpeget som et nyt ”centerområde” for storkommunens vækst, der i tillæg til et andet center omkring Viby skulle aflaste Midtbyen og samtidigt danne rammen om en mere fremtidsorienteret byudvikling.
Hasle overhalede indenom
Der var forskellige scenarier i spil med alt fra industriområder, parcelhusudstykninger og højhusbyggerier. I 1966 blev Hasle Sognekommune dog også indlemmet i Aarhus Kommune, og mange af de perspektiver, der havde været omkring Lisbjerg, blev forflyttet til den mere nærliggende forstad i Hasle. Dermed endte Hasle med at få store parcelhusområder og Skejby et super-sygehus.
På trods af velmenende planer og løfter fik Lisbjerg altså heller ikke i 1960’erne og 1970’erne etableret et nyt samlende punkt for byens befolkning. Som følge heraf blev byen affolket, og institutioner og erhverv som købmandshandel og andre arbejdspladser lukkede ligeledes ned og flyttede mod byen. En af de få institutioner, der var i vækst, var imidlertid alderdomshjemmet De Gamles Hjem, hvis beboerantal var i konstant vækst fra 1960 og frem til 1990’erne.
Billede: Visualisering af det nye udstillingsmøbel. De tre faser for Lisbjergs samlende elementer forløber på ydersiden af udstillingen, mens børneudstillingen er placeret indeni møblet. Tegning: Tanne Hellesøe Hansen, Bystrategi.