Gå til hovedindhold

Vandreudstilling om dansk jødisk liv gennem 400 år er i Aarhus

Jødisk liv i Aarhus fylder forsvindende lidt i den hidtil undersøgte historie, men nu bliver der kastet lys over denne relativt ukendte side af de sidste århundreder i byen.

  • Læs op

Indhold

    Vandreudstillingen har bevæget sig rundt i Danmark siden november 2022, og i perioden 11. januar til 24. januar 2024 er det Aarhus’ tur. Udstillingen indeholder flere interaktive og legende elementer, som fortæller om immigration til Danmark, quizzer om, hvor forskellige danskere egentlig har deres identitet fra, og spørger publikum om, hvilke produkter og genstande, som Danmark måske slet ikke havde set, havde det ikke været for den jødiske indvandring. Udstillingen er også omsat til et undervisningsmateriale, der henvender sig til grundskolens mellemtrin og udskoling, men også kan bruges uafhængigt af skolen.

    Udover den mere traditionelle 400 års tidslinje tegner udstillingen også en 400 års tolerance kontra intolerance-tidslinje, hvor publikum kan aflæse højdepunkter og lavpunkter for tolerancen over for jøder i Danmark. I fire interviews med unge danske jøder sætter udstillingen også spørgsmålet om antisemitisme i dagens Danmark til åben debat.

    Udstillingen indeholder også lokale elementer, der fokuserer på jødisk liv i Aarhus, siden den første jøde kom til byen i 1687. Især i 1800-tallet kan den jødiske menighed spores i bylivet, og gennem udstillingen kan man møde tre af periodens jødiske aarhusianere. Som en del af udstillingen tilbydes også en digital byvandring, der tager publikum med til nogle af de vigtige steder for byens jødiske historie og giver et større portræt af den.

    Byvandringen kan findes på Useeum app’en under navnet ”Dansk jødisk liv i Aarhus”.

     

    Sidst opdateret: 22. januar 2024