Ugens Aarhushistorie: Fra Svedekassen til ”Den Jyske Nationalscene”

Billede: Aarhus Teater på Bispetorvet. Fotograf Edvard Monsrud, ca. 1910, Aarhus Stadsarkiv.

 

Her i september er det 300 år siden, at der for første gang blev sagt danske replikker på en dansk teaterscene. Det skete, da Ludvig Holberg 23. september 1722 slog dørene op for landets første offentlige teater i Lille Grønnegade i København. Begivenheden blev revolutionerende for scenekunstens udvikling i Danmark, og det bliver i år markeret landet over.

Aarhus Stadsarkiv markerer det her med en artikelserie i tre dele om byens gamle teater i Kannikegade og om teaterkulturen i 1800-tallet. Senere opsætter arkivet skilte ved byens historiske scener.

 

Kritik af teatret

Bircks overtagelse indvarslede en ny periode for teatret. Der lød højlydt kritik af det, især af teaterbygningens dårlige vedligeholdelse. Nogle siddepladser var uden rygstøtte, og teatersalens gulv var så råddent, at der var fare for at træde igennem. Kulisserne på scenen var så gamle og slidte, at publikum kunne se lyset igennem. Derudover blev Birck beskyldt for at fastholde urimeligt høje gaspriser for leje af teatret, selvom prisen fra gasværket var blevet sat ned. Repertoiret blev senere kritiseret for manglende afveksling. Af de teaterstykker som blev opført et år, var der flest komedier, kun få dramaer og ingen tragedier.

I nogle af byens aviser udviklede kritikken sig til en mindre krig. Aviserne var i offensiven, og tonen var hård. Teatret blev anset for et elendigt teater og fik i pressen senere dommen som det værste provinsteater af dem alle. Birck gik til modangreb og forsvarede sit teater, og konflikten fortsatte i nogen tid. En avis, som var mere venligt stemt, var Jyllands-Posten – muligvis fordi Birck selv var medstifter af avisen, ligesom avisen i sin første levetid endda benyttede teaterbygningens lokaler som samlingssted.

 

Svedekassen

Et andet kritikpunkt var den uudholdelige varme, der opstod i teatersalen under forestillinger. Teatersalen havde dårlig ventilation, og gaslysets mange flammer opvarmede salen til umenneskelige temperaturer. Det blev til tider så varmt, at skuespillerne ikke kunne få det kunstige skæg til at sidde fast med harpiksen. På grund af varmen blev teatret i folkemunde kaldt ”Svedekassen”.

I 1880’erne kom der også fornyet opmærksomhed på brandfaren inden for teaterverdenen. Brandkommissionen lagde derfor vejen forbi teatret og forlangte, at der flere steder skulle indsættes døre, og hvor der allerede var døre, skulle nogle af dem udvides. Over alle udgange var kravet, at der skulle anbringes olielamper. En teaterdirektør gæstede senere teatret og vurderede, at i tilfælde af ildebrand syntes skuespillerne i garderoberne, som var indrettet på loftet, redningsløst fortabte. Der var anskaffet et knudetov, som kunne bruges til at klatre ned på gaden, men hvor det var, vidste ingen. Da man endelig fandt tovet, lå det i kælderen.

 

En ny begyndelse

Borgerskabet var ikke længere tilfreds med det udskældte teater i Kannikegade. Man ønskede et nyt, og nogle af byens førende borgere drøftede sådan et projekt i nogle årtier, før det blev realiseret. Man forsøgte med flere initiativer, som ikke blev til noget, og en af planerne var at opføre et nyt teater på samme grund, hvor det gamle stod.

Aarhus var på det tidspunkt en by i kraftig vækst, og nogle bygninger tæt på domkirken var blevet revet ned for at skabe mere plads. Det skabte nye muligheder for placering af et nyt teater og fik et areal på Bispetorvet på tale.

Ambitionerne for et nyt teater var høje, og for at finansiere projektet gik nogle af byens førende borgere sammen og dannede et aktieselskab. Birck så det som uønsket konkurrence. Han mente ikke, at det kunne svare sig at opføre et nyt stort teater, og argumenterede imod sagen. Han udgav endda en pjece, hvori han fremlagde de økonomiske udfordringer, der var ved at drive teater i byen. Men hans argumenter faldt for døve øren.

Arkitekttegningerne til projektet blev udarbejdet af arkitekt Hack Kampmann, og inden længe blev grundstenen lagt til et nyt teater på Bispetorvet. Grundstenen markerede også begyndelsen på enden for det gamle teater i Kannikegade. I foråret 1900 solgte Birck sit teater til staten, som lod det nedrive og opførte en post- og telegrafbygning på grunden.

Byen fik i stedet et nyt stort teater med en teatersal, hvor der i begyndelsen var plads til ikke færre end 1.000 tilskuere. Borgerne var stolte af det nye Aarhus Teater, og det blev snart omtalt som ”Den Jyske Nationalscene”. I september 1900 blev det indviet med dets første teaterforestillinger. Den aften kunne teatergæsterne opleve Erasmus Montanus og Prinsessen på ærten, og som noget helt nyt blev teatersalen oplyst med elektrisk lys. Birck fik næppe selv meget glæde af det nye teater, da han døde blot få uger efter indvielsen.

 

Billede: Sophus Birck. Fotograf Frederikke Eckardt, ca. 1880, Den Gamle By.